EMNER

Aalborg Havn nu med i stort globalt netværk

Verdens fjerdestørste containerrederi, Evergreen Line, har tilføjet Aalborg til sit globale netværk.

Der kan skabes 10.000 ekstra arbejdspladser i de danske havne i provinsen. Arkivfoto

Der kan skabes 10.000 ekstra arbejdspladser i de danske havne i provinsen. Arkivfoto

Rederiet har etableret containerdepot på Aalborg Havn og har indgået aftale om at servicere det nordjyske erhvervsliv med oversøisk containerfragt. Det sker med udgangspunkt i Rotterdam, som hver uge besejles af X-Press Container Line til Aalborg havn. I forvejen har føderuten mellem Rotterdam, Aalborg og Göteborg rederierne APL og NYK Line som hovedoperatører, og med Evergreen Lines indtræden vil næsten 20 procent af verdens containerservice - målt på rederiernes markedsandele - være tilgængelig fra Aalborg. - Vi er glade og stolte over, at verdens fjerdestørste containerrederi har valgt at forstærke positionen i Danmark ved at tilføje Aalborg, siger projektmedarbejder Jesper Skatka fra Aalborg Havn A/S. Han nævner, at havnen fra det nordjyske erhvervsliv har oplevet efterspørgsel på et globalt set mere varieret serviceudbud. - Det får vi med Evergreen Lines ankomst, og overordnet set er effekten en øget konkurrenceevne for de internationalt orienterede virksomheder i Nordjylland, siger Jesper Skatka. Evergreen Line disponerer over 180 oceangående containerskibe med en samlet kapacitet på 650.000 containerenheder. Rederiet besejler blandt andet ruter til USA, Asien, Afrika og Mellemøsten og opererer også på europæiske destinationer inklusive Portugal, Spanien og Irland. I Skandinavien og Baltikum er det Greenship, der siden 1979 har været agent for Evergreen Line, og her har man store forventninger til det nye samarbejde: - Vi har med interesse fulgt med i Aalborg havns initiativer for at koble Nordjylland på det globale transportnetværk, og det er Greenship Denmark, som har motiveret Evergreen Line til at gøre Aalborg til en af de ny strenge i Nordeuropa, siger country manager Morten Quist Andersen fra Greenship.