Aalborg

Aalborg-hold skal tage kegler

AALBORG:De to aalborgensiske hold i landets bedste bowlingrækker, Aalborg Bowling Team hos mændene og Five O'Clock hos kvinderne, skal begge have bedre fat, når der i weekenden spilles femte runde af otte i grundspillet. Mændene skal til Kolding, og efter en skuffende sjetteplads som udgangsposition, halvt igennem grundspillet, skal Aalborg Bowling Team for alvor til at vælte kegler. Holdet er faktisk kun otte point fra en nedrykningsplads, mens der er 27 point op til en plads i den top-fire, som siden skal spille mesterskabs- og medaljekampe. Hos kvinderne synes løbet kørt for Five O'Clock, som er sidst med 71 point og har hele 70 point op til en redningsplads. Deres femte runde finder sted i Grøndal Bowlingcenter i København, og her må clock'erne endnu en gang stille svækket op. Betina Christensen har brækket et ben, mens Anna-Mette Christensen, Lis Møltorp og Michelle Skriver Nielsen har meldt fra. Det giver debut til Bente Aasted Larsen. Har Five O'Clock, danske mestre så sent som i 2006, og sølv- og to bronzemedaljer i årene 2004-07 det svært, så ser det imidlertid ud til, at Aalborg også i næste sæson vil være repræsenteret i kvindernes bedste række. I 1. division er Stenhuset nemlig på vej med et ungt, talentfuldt hold, som topper rækken og ligner en oprykker efter sejre i otte af ni matcher. mingo