Aalborg ikke længere så erhvervsvenlig

Andre kommuner i Nordjylland overrasker positivt

Flemming Junker
En del af Aalborg Kommunes erhvervsrettede initiativer klares her i forvaltningen på Stigsborg Brygge i Nørresundby. Ifølge Dansk Byggeri kunne det gøres bedre.Arkivfoto: Jens Morten
EMNER 25. juni 2014 08:27

NORDJYLLAND: En ny analyse fra Dansk Byggeri viser, at erhvervsvenligheden i Nordjylland er middelmådig. Enkelte kommuner overrasker positivt, mens for eksempel Aalborg er faldet tilbage til den mindre erhvervsvenlige ende

Et par skridt frem og et skridt tilbage. Sådan er det gået med erhvervsvenligheden i de nordjyske kommuner i løbet af det seneste år.

Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri, der ranglister landets 98 kommuner ud fra, hvor erhvervs- og byggevenlige de er. Kommunerne er blevet vurderet ud fra 30 forskellige indikatorer om alt fra jobcentrenes indsats til byggesagsbehandlingstid og åbningstider på genbrugspladserne.

Thisted og Mariagerfjord er med en plads som henholdsvis nummer 25 og 30 de mest erhvervsvenlige kommuner i Nordjylland, skarpt efterfulgt af Morsø, Rebild, Vesthimmerland og Jammerbugt som nummer 34, 36, 37 og 39.

I den anden ende ligger Læsø, Aalborg, Frederikshavn og Brønderslev i bunden i den mindre erhvervsvenlige ende som henholdsvis nummer 86, 81, 76 og 72.

- Desværre er ingen af kommunerne i Nordjylland i nærheden af at være blandt landets mest erhvervsvenlige, siger Ole Bæk Pedersen, næstformand i Dansk Byggeri Nordjylland.

Han peger på, at kommunerne generelt kun har rykket sig lidt i enten den ene eller anden retning:

- Det er ærgerligt, at de ikke har lagt sig mere i selen siden sidste år. Til gengæld glæder jeg mig over, at en kommune som Rebild virkelig har skruet op for erhvervsvenligheden og derfor har flyttet sig fra plads 74 sidste år til plads 36 i år. Rebild er klart en nordjysk højdespringer.

- Modsat er det gået med Aalborg, der ligger placeret i den mindre erhvervsvenlige ende som nummer 81 ud af 98 kommuner.

- Det er trist, at landets fjerdestørste by ikke klarer sig bedre. Aalborg har muligheden for at skabe gode ramme- og vækstvilkår for de lokale virksomheder, men jeg fornemmer desværre, at det kniber lidt med viljen. Men magistraten bør huske på, at virksomhederne jo også bidrager til kommunekassen, så det kan faktisk være en god forretning, at være erhvervsvenlig, siger Ole Bæk Pedersen og påpeger, at kommunen for eksempel har valgt at fortsætte med at opkræve dækningsafgift og fastholde uddannelsesklausuler.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...