Aalborg jagter EM-titel

Golf 1. november 2002 07:00

AALBORG: For syvende år i træk stiller Aalborg Golf Klubs danske mestre i næste uge op ved Europamesterskabet for klubhold, der officielt bærer titlen Albacom Trophy. Traditionen tro foregår turneringen i Rom, hvor Aalborg hjemførte EM-trofæet i både 1998 og 1999. I fjor måtte klubben nøjes med en beskeden placering, men holdkaptajn Marcus Brown er denne gang optimist. - Vi stiller med et stærkere hold, og jeg tror på en topplacering. Irland, der vandt i fjor, må dog være favorit, mener Marcus Brown, der i dag finpudser formen for de tre spillere inden afrejsen på søndag. Aalborg-holdet består af Jacob Thomsen, Mads H. Iversen og Christoffer Lange. I henhold til reglerne er der tale om et rent amatørhold. Proer som Søren Kjeldsen, Allan Høgh Madsen og Thomas Nørret er tilknyttet Aalborg, men må ikke deltage i EM. I Rom får spillerne tre dage til at vænne sig til banen, hvorefter der spilles 18 huller fire dage i træk. Hver dag tæller scoren for de to bedste spillere. abel

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...