Aalborg kendt som tryg by for konfirmander

Aalborg trækker konfirmander til fra både Århus og Odense

AALBORG:Frederikshavn, Odense, Århus og Randers. Aalborg trækker konfirmander til fra både nær og fjern, når Blå Mandag skal fejres. Det handler om tryghed. Efter de mange konfirmationer Store Bededag og søndag myldrede det i går med nybagte konfirmander i Aalborg. Mange kom langvejs fra og flere havde medbragte forældre i farvandet. Blandt andet var Lars Hedegaard fra Randers i byen sammen med adskillige andre forældre. - Normalt vil man tage til Århus, når man kommer fra Randers. Men på på et tidspunkt var der noget tyveri og folk, der blev overfaldet i Århus. Derfor valgte vi Aalborg i stedet. Politiassistent Poul Buus fra Aalborg Politis ungdomsgruppe kan bekræfte, at mange vælger Aalborg, fordi det er en fredelig by at holde Blå Mandag i. Sidste år gik han også vagt i byen Blå Mandag, og han kender til forældre fra både Odense og Århus, der vælger at sende de nykonfirmerede til Aalborg. - Det er nok fordi byen er mere overskuelig og fredelig. Der sker virkelig ikke noget her. Engang havde vi problemer med, at konfirmanderne blev franarret deres penge, men det sker heller ikke mere. Aalborg er ikke længere en rå havneby, men en universitetsby, siger politiassistenten. Han var bare en af mange, der passede på konfirmanderne i går. Først på dagen var de to fra Aalborg Politis ungdomsgruppe - senere tre. Desuden stødte to nærpolitibetjente til, og fem kommunale SSP- medarbejdere viste sig også i gadebilledet. Aalborg Politi har i øvrigt en hjemmeside med gode råd om Blå Mandag til konfirmander, og deres forældre. Den finder man på www.politi.dk, hvorfra man kan klikke sig frem til Aalborg Politikreds.