Aalborg klar til DM i Skills

42.000 mennesker besøgte DM i Skills, da det blev afviklet i Aalborg for to år siden. Her er det fra personvognsmekanikernes stand i Gigantium

42.000 mennesker besøgte DM i Skills, da det blev afviklet i Aalborg for to år siden. Her er det fra personvognsmekanikernes stand i Gigantium

I slutningen af januar vil landets dygtigste lærlinge og elever valfarte til Aalborg for at dyste i DM i Skills.

DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, hvor over 300 elever og lærlinge kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.

Mesterskabet møder stor opbakning fra lokale virksomheder og organisationer, heriblandt Aalborg Erhvervsråd, der vil være med til at give de unge chancen for at vise deres talenter og inspirere flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.

- Vi kan allerede nu se, at flere virksomheder har meget svært ved at rekruttere faglærte. Derfor er det vigtigt, at vi gør vores unge mennesker opmærksomme på de spændende og gode jobmuligheder, der ligger i at tage en erhvervsuddannelse, siger Thomas Kastrup-Larsen, formand for Aalborg Erhvervsråd.

Sideløbende med Danmarksmesterskabet afholdes Skills Stafetten, som er en konkurrence, hvor grundskoleelever i landets 8. klasser dyster mod hinanden i opgaver, der kræver et praktisk håndelag.

Derudover får de besøgende mulighed for at afprøve deres egen faglige kunnen i de særlige "Prøv-og-mærk stande" og snakke med unge, der allerede går på erhvervsuddannelserne.

- DM i Skills og de mange aktiviteter bidrager i høj grad til at skærpe det faglige niveau og vise omverdenen erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder, understreger Thomas Kastrup-Larsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.