Aalborg-klubber i skuffende sæsonstart

Aalborg 10. september 2002 08:00

AALBORG: Sæsonpremieren i landets bedste bowlingrækker blev ikke den succes for de aalborgensiske klubber, man havde sat næsen op efter. Kun Stenhusets kvinder fik med et udbytte på 21 point markeret sig, men måtte dog se sig overgået af Rossini fra København med 28 point og af BK Viborg og Trekanten fra Kolding, begge med 24 point på kontoen. Bedste spillere for Stenhuset blev Maj og Anja Ginge Jensen samt Malene Christoffersen. Til næste runde har holdet landsholdsbowleren Jannie Hjelm med igen. Langt værre gik det for opkomlingene fra Five O'Clock, som indledte med at tabe 2-3 i sine tre første matcher, for derpå at blive spillet ned med 0-5 i de resterende fire matcher, og dermed fik holdet et særdeles skuffende udbytte på kun seks point og ligger nr. otte og sidst. Louise Kristensen blev sit holds bedste foran debutanten Bettina Hansen. Hos mændene gik det Bates nøjagtig som Five O'Clocks kvinder: Tre nederlag på 2-3 fulgt op af fire nederlag på 0-5. Men i stærkt svækket udgave i forhold til i fjor, så var det ventet, at Bates skulle få det vanskeligt. Michael Wittendorff blev topscorer for Bates med et snit på 203,93 p. Mere skuffende var det, at Cimbrer ikke kunne drive det til mere end 14 point i deres syv matcher. Kun Johnny Christiansen, Anders Nørgaard og Michael B. Andersen formåede at holde et snit på over 200. mingo

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...