Aalborg kogte over

NORDJYLLAND:Aalborg var det meste af lørdagen et sydende inferno af karnevalsdeltagere og fodboldfans - politiet skønner at mellem 30.00 og 40.000 deltog i de to store begivenheder. Det gode vejr betød, at der blev indtaget store mængder alkohol, som mange steder rundt omkring i byen fik sindene i kog. Politiet havde sat mange ressourcer ind på at følge både OB og AaBs tilhængere på vej til og fra guldmedaljekampen på stadion - to blev anholdt i Dannebrogsgade, hvor de havde pillet brosten op af fortovet, men generelt betegner politiet fodboldkampen som uproblematisk. I Aalborgs midtby var der langt flere udrykninger end man normalt ser til et karneval - der var en del mindre slagsmål og uheld, hvor berusede karnevalsdeltagere kon til skade ved fald, i mange tilfælde fordi de var stærkt berusede. Ved Burger King blev en mand slået ned, men politiet har endnu ikke flere oplysninger om overfaldet.