Motionsidræt

Aalborg Kommune sender prostituerede til fitness

Tre andre kommuner har valgt en anden tilgang til at hjælpe de prostituerede

AALBORG:Mens Århus, Odense og København sender prostituerede, der vil ud af miljøet, i armene på organisationer som Reden og LiveRehab, giver man dem i Aalborg en tur i fitnesscentret, skriver Fagbladet 3F.

I det satspuljefinansierede projekt Exit Prostitution, som kører fra 2012 - 2015, er hovedformålet, at der over hele landet tilbydes en ensartet indsats med samme slags tilbud om rådgivning og hjælp.

I Aarhus, Odense og København er der derfor indgået samarbejde med blandt andre de to ngo’er Reden og LiveRehab. Organisationer, der gennem mange år har arbejdet med prostituerede og derfor har stor indsigt i både arbejdsforhold og skadevirkninger.

I Aalborg Kommune har man i stedet lavet en samarbejdsaftale med Den Sociale Retshjælp omkring gældsrådgivning og med fitnesscentret DGI-huset Nordkraft, så de seks kvinder, der har valgt at deltage i projektet, får mulighed for at dyrke motion og vægttræning.

- Motion giver både fysisk og psykisk velvære og danner samtidig grobund for at skabe nye relationer, fortæller Grith Larsen Kvist, der er CTI-medarbejder (Critical Time Intervention medarbejder, red.) på det nordjyske projekt.

Flora Gosh er leder af LivaRehab, en organisation, der arbejder med behandling og rehabilitering af kvinder i prostitution. Hun er enig i, at der er behov for at kvinderne får mulighed for at skabe nye relationer, men ikke i at det skal ske i et fitnesscenter.

- Mange af de her kvinder er i forvejen ekstremt kropsfikserede, og træner mere end godt er. Det, de har brug for, er et sted, hvor de kan mødes anonymt, og hvor der tilbydes en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, siger hun.

Hos Socialstyrelsen er konsulent Mogens Holm Sørensen klar over, at nordjyske prostituerede bliver sendt til fitness i stedet for at få hjælp fra folk med forstand på deres liv situation. Men selv om han bekræfter, at meningen med hele projektet er, at der skal tilbydes et ensartet tilbud over hele landet, siger han.

- Exit projektet tager udgangspunkt i den enkelte brugers behov og ønsker. Det betyder, at de tilbud, som borgeren modtager, er individuelle. Tilbuddene kan enten være kommunale eller gives via NGO’ere eller andre alt efter den enkelte borger.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.