Aalborg Håndbold

Aalborg-konkurrent tildeles skrivebordssejr over Kiel i CL

HC Motor er tildelt sejr over THW Kiel og kommer op på siden af Aalborg Håndbold i Champions League

Henrik Møllgaard og Aalborg vandt torsdag over HC Motor.

Henrik Møllgaard og Aalborg vandt torsdag over HC Motor.

HÅNDBOLD: Torsdag smed ukrainske HC Motor en føring og endte med at tabe hjemmekampen i Champions League til Aalborg Håndbold, men i stedet var der fredag point til HC Motor.

Holdet blev således tildelt en skrivebordssejr over den tyske storklub THW Kiel.

Det oplyser Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) på sin hjemmeside.

Motor er blevet tildelt sejren, da det af coronamæssige hensyn ikke har været muligt at afvikle kampen.

Resultatet kan få påvirkning på Aalborgs videre færd i turneringen.

For nok har EHF på grund af coronapandemien besluttet at sende samtlige hold fra gruppespillet videre til knockoutfasen, men der er alligevel lidt på spil i den resterende del af gruppespillet.

Holdenes placering i gruppespillet får nemlig betydning for modstanden i ottendedelsfinalerne.

Aalborg kæmper for at slutte på tredjepladsen, der giver et møde med nummer seks fra den anden gruppe.

Med sejren torsdag lagde Aalborg sig på denne tredjeplads med 14 point, og med skrivebordssejren kommer HC Motor nu op på samme pointtal. Begge mangler en kamp.

Kiel ligger nummer fem med 12 point, men mangler at afvikle to kampe.

Aalborg skal i sin sidste kamp på hjemmebane møde Celje fra Slovenien 4. marts.

Aalborg har vundet begge opgør mod HC Motor og vil dermed være bedst indbyrdes, hvis holdene slutter på samme pointtal.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.