Aalborg-kunstner vier sin topmodel på Grønland

Kunstneren Jacob Rantzau har nu også prøvet at være giftefoged

Debutantpræsten Jacob Rantzau læser ritualet op for brudeparret Rebekka Bisgaard og Martin Kristiansen.

Debutantpræsten Jacob Rantzau læser ritualet op for brudeparret Rebekka Bisgaard og Martin Kristiansen.

NUUK:Det er ikke enhver, der får lov til at forestå et bryllupsritual. Det lyder derfor også helt hen i vejret, når en kunstner fra Aalborg vier et par fra Aalborg på et fjeld i Grønland. I pinsen blev det scenarium virkelighed, da maleren Jacob Rantzau viede sin bedste ven og mest brugte model Martin Kristiansen og dennes kæreste Rebekka Bisgaard i Nuuk. - Jeg var meget beæret over at få lov, og jeg spurgte også en ekstra gang, om Martin virkelig mente det. Og det var meget specielt for mig, for mange bliver jo gift, men det er ikke særlig mange, som får lov til at vie folk, siger Jacob Rantzau. Folk har undret sig meget over, at Jacob Rantzau overhovedet kunne få lov til at forestå vielsen. Men det hænger sammen med en lov fra 1993, der siger, at hvis der ikke er en repræsentant fra kommunen til stede til at forestå vielsen, så må det blive gjort af en ven eller familie. - Og da Rebekka og Martin ville giftes i pinsen, hvor der ikke var nogen, så fik jeg lov, fortæller Jacob Rantzau. Han prøvede også at forberede sig hjemmefra ved at kontakte Aalborg Kommune for at få fingre i bryllupsritualet. De blev meget forvirrede og kendte ikke til nogen lov, men da Jacob Rantzau insisterede på at papirerne var i orden, så sendte kommunen ritualet. Det fik han dog ikke brug for. - Da jeg kom til Nuuk, blev jeg kontaktet af borgmesteren, som gav mig ritualet, der er væsentlig længere end det, vi kender herhjemme, fortæller Jacob Rantzau, der efterhånden begyndte at reagere, når folk for sjovs skyld kaldte ham det grønlandske ord for præst. Viet på fjeld Selve vielsen af parret foregik på et fjeld med udsigt til det 1210 meter høje fjeld Sermitsiaq, der er et af Nuuks vartegn. Her læste Jacob Rantzau ritualet, som var gemt i bogen ”A History Of Love” af Nicole Krauss, op. - Der var 16-20 stykker, så jeg var ret nervøs. Og det gik først op for mig midt i seancen, hvad jeg egentlig lavede, fortæller han. Og selv om det ikke stod i ritualet, så dristede Jacob Rantzau sig alligevel til at sige på ægte amerikansk maner, ”nu må du kysse bruden”. Efterfølgende var der inviteret til kaffemik hjemme hos forældrene. Rebekka Bisgaard er halvt grønlandsk, men hendes forældre og meget andet familie bor i Grønland. - Der var uendeligt meget mad, og der var stor vægt på kager. Der var 13-14 forskellige slags kager til de folk, som kiggede forbi og sagde tillykke, fortæller Jacob Rantzau. Efter kaffemik blev der sunget bryllupssang over webcam med vennerne hjemme i Aalborg, som holdt deres egen fest, og derefter spiste familien og Jacob Rantzau på restaurant. Martin Kristiansen og Rebekka Bisgaard er til daglig studerende i Aalborg, men de er i Grønland i otte måneder for at være tættere på hendes familie. De arbejder som henholdsvis lærer og ved selvstyret. Om tre uger venter de deres første barn.