Aalborg lever i semifinalekampen
Trods ny dårlig periode blev Aarhus besejret
Opdateret kl. 23:28
AALBORG: Aalborg Håndbold er stadig i live i kampen om at nå semifinalerne i Boxer Herreligaens slutspil, efter holdet onsdag aften nedkæmpede Århus Håndbold og sejrede med 29-24 i Jutlander Bank Arena.
Dermed er tre hold på fem point i gruppen - Aalborg har dog spillet en kamp mere end KIF Kolding København og GOG, der tørner sammen torsdag.
Aalborg mangler dog to udekampe mod de to andre tophold, og derved bliver stadig særdeles vanskeligt.
Aalborg lagde godt fra land og kom hurtigt foran med 4-1, men Århus bevarede tålmodigheden og fik især gang i storskytten Sebastian Henneberg fra distancen, og han scorede fire mål inden pausen og var medvirkende til, at Århus kom på lige ved stillingen 6-6.
Herfra stod der dog Aalborg Håndbold på resten af første halvleg. Århusianernes tekniske fejl kostede dyrt mod Aalborgs lynsnare kontraspil, og da stregspilleren Simon Hald samtidig stort set gjorde, hvad der passede ham på mange gode indspil, så vandt aalborgenserne resten af halvlegen med 12-5 og kunne gå til pausen med en føring på 17-11 - trods et målmandsskifte hos aarhusianerne, hvor Jan Tromle Nielsen kom ind med et par gode redninger.
Aalborg lagde anden halvleg godt ud og udbyggede føringen til otte mål, men aarhusianerne udnyttede et par dårlige angreb fra hjemmeholdet og scorede seks mål i rap og var pludselig tilbage i kampen.
Efter 10 minutters scoringspause, der inkluderede to brændte straffekast, fik Rene Antonsen endelig igen Aalborg på tavlen, men pludselig var kampen tændt, og gæsterne troede på det.
Aalborg udnyttede dog et par hurtige aarhusianske udvisninger og trak fra igen til 27-22 - blandt andet på en scoring i tomt mål fra keeper Andreas Palicka, og til sidst endte det alligevel med en komfortabel sejr.
Aalborg spiller i weekenden på udebane mod KIF Kolding København i Brøndby.