Aalborg

Aalborg på toppen indenfor talentpleje

Aftale med Team Danmark styrker indsatsen

AALBORG:Aalborg skal være på toppen, når det gælder udvikling af idrætstalenter. Det baner en ny aftale med Team Danmark vej for. Den indebærer oprettelse af et unikt folkeskoletilbud for idrætstalenter. Desuden skal der skabes bedre sammenhæng i forløbet fra folkeskole til andre uddannelser. Hos Team Danmark fremhæver man, at Aalborg allerede har et godt miljø for talenter i området ved Aalborg Stadion, der ligger lige over for Sportshøjskolen. Træning og bolig ligger dør om dør. - De nye uddannelsesinitiativer, som vi kaster os over, skal være med til at gøre det endnu mere oplagt for atleterne at kombinere sport og uddannelse. At Aalborg samtidig har fået en idrætsuddannelse på universitetet er bare med til at rykke det idrætsfaglige miljø i området endnu en tak opad, siger direktør Michael Andersen, Team Danmark. Aftalen løber til 2010, og skole- og kulturrådmand Henrik Thomsen (SF) lægger vægt på, at talentplejen også er med til at sikre Aalborg som et oplagt valg for de kommende stjerner og dermed bliver byen et alternativ til de andre store byer, som også bejler om de unge talenters gunst. Team Danmark har i forvejen aftaler med ni andre elitekommuner - Århus, Randers, Esbjerg, Haderslev, Herning, København, Hillerød, Odense og Svendborg.