Aalborg på vej mod nyt DM-guld i judo

Elitekæmperne trofaste mod den gamle klub

AALBORG:Der blev skrevet et lille stykke nordjysk judohistorie, da Aalborg Judoklub i går var vært for det jysk-fynske mesterskab for hold. For første gang nogensinde deltog to Aalborg-hold i landets bedste række, og selvom et af klubbens stærkeste kort, Christoffer Holmgaard, var til stævne i Tyskland, slap begge hold videre til DM-finalestævnet i København om en måned. Aalborg Judoklub har vundet det danske mesterskab de to seneste år og er favorit til at gentage kunststykket i år. Hemmeligheden bag den succes er noget så enkelt som klubånd. - Jeg vil gerne betale noget tilbage til den klub, der har opfostret mig. Derfor bliver jeg ved med at stille op for Aalborg Judoklub, siger Kim Christiansen, der for seks år siden flyttede til København for at forfølge sine personlige ambitioner med sporten. Det er siden blevet til en hel del internationale mesterskaber med et nordisk mesterskab i 2002 som det resultatmæssige højdepunkt. Nu har han VM om halvandet år som sit langsigtede mål - og DM-guld med Aalborg som et af delmålene. - Og vi bliver danske mestre, ingen tvivl om det, lyder det selvsikkert fra Kim Christiansen, der i går besejrede klubkammeraten Rasmus Lautrup i den indbyrdes kamp i -81 kg klassen. I lørdagens stævne var Aalborg Judoklub selvsikker nok til at blande kortene til to nogenlunde lige stærke hold, og det gav bonus. Efter det indbyrdes Aalborg-opgør, som sluttede 4-2, styrede begge hold sikkert mod guld og sølv i det jysk-fynske mesterskab. Bronzen gik til Århus, mens Gesten/Vejen blev det fjerde og sidste vestdanske hold, der slap igennem til DM-finalen.