Aalborg Pirates åbner med vigtig pokalkamp

Den første betydende kamp i sæsonen spilles fredag aften i Gigantium Isarena mod Odense Bulldogs

Mathias Hove Andersen
Ronny Larsen vil tanke selvtillid i pokalturneringen. Arkivfoto: Lars Pauli
Sport 9. september 2016 06:32 - Opdateret 9. september 2016 06:52

AALBORG: Fredag aften klokken 19.30 tager Aalborg Pirates hul på den nye sæson med en ottendedelsfinale i Metal Cuppen mod Odense Bulldogs, der også venter i ligapremieren på udebane to uger senere.

- Vi er fortrøstningsfulde og går selvfølgelig efter at vinde kampen. Det er den korteste vej til en pokal, selvom det ikke bliver nemt at slå Odense, siger assistenttræner Ronny Larsen, der håber på at tanke selvtillid forud for starten på Metal Ligaen.

- Vi er stadigvæk i en udviklingsfase, og en sejr vil give selvtillid. Hvis vi derimod ikke vinder, venter der 14 lange dage uden kamp. Derfor er kampen også rigtig vigtig for os, uddyber han.

Truppen er nærmest skadesfri inden opgøret i Gigantium Isarena. Det er således kun Jeppe Jul Korsgaard, der med sikkerhed sidder ude, men forwarden kan stadig være i spil til ligapremieren.

- Han har problemer med en finger, men vi håber, at han er klar igen i næste uge. Det kan også godt være, der kommer til at gå 14 dage, men han er klar inden for overskuelig fremtid, fastslår Ronny Larsen.

At sæsonen er i sin indledende fase vil sikkert være synligt på isen fredag aften, men Aalborg Pirates håber alligevel på en god start foran eget publikum.

- Vi har planer og tanker om, at der skal bygges på i løbet af hele sæsonen. Vi skal hele tiden blive bedre og bedre, og derfor er vi selvfølgelig heller ikke helt på toppen lige nu. Vi er dog der, hvor vi skal være på nuværende tidspunkt, siger Ronny Larsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...