Aalborg Pirates mister succestræner efter DM-guld

Brandon Reid forlader Aalborg Pirates for at tage til Tyskland, kort efter at han førte nordjyderne til guld.

Ishockey 1. maj 2018 12:25

I sidste uge blev Aalborg Pirates dansk mester i ishockey, og klubben fuldendte således en fremragende sæson, hvor nordjyderne også vandt pokalfinalen.

Tirsdag meddeler Aalborg Pirates, at klubben fremover må klare sig uden cheftræner Brandon Reid.

- Efter to fantastiske år som cheftræner hos Aalborg Pirates forlader Brandon Reid klubben for større udfordringer i den tyske DEL-klub Krefeld Pinguine, skriver Aalborg Pirates på sin hjemmeside.

Canadiske Brandon Reid kom til Aalborg Pirates for to år siden.

I den første sæson vandt Aalborg grundspillet i Metal Ligaen, men holdet tabte allerede i kvartfinalerne til Gentofte.

Også i den sæson nåede holdet pokalfinalen.

I den netop overståede sæson kom så de helt store resultater, hvor Aalborg Pirates altså både vandt DM-guld og pokalfinalen.

Brandon Reid havde et år tilbage af sin kontrakt med nordjyderne, men den er blevet ophævet efter gensidig overenskomst.

- Det er uden tvivl et stort tab for Aalborg Pirates, men vi er altid stolte, når vi sender spillere eller trænere godt på vej mod større ligaer.

- Danmark er en udviklingsliga, og der gælder de samme regler hos en træner, som der gør med spillerne.

- Vi vil gerne vise, at Aalborg Pirates er den perfekte platform for udvikling og nu også store resultater, siger klubbens administrerende direktør, Thomas Bjuring.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...