Aalborg Pirates

Pirates nedlagde rævene igen

Aalborg Pirates fik endnu en sejr over sidste sæsons finalemodstander

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

ISHOCKEY:Det var Herning Blue Fox, der var modstanderen, da Aalborg Pirates i foråret hentede det første danske mesterskab i 37 år, og igen fredag aften havde piraterne overtaget mod midtjyderne.

Aalborg Pirates var ellers svækket af afbud fra flere af holdets bærende backs, men alligevel vandt mestrene forholdsvis problemfrit med 4-1.

Aalborg Pirates fik en drømmestart, da Julian Jakobsen allerede efter tre minutters spil bragte de forsvarende mestre i teten. En Herning-back kom uforvarende til at servere pucken for Jakobsen, der kvitterede ved at sende den helt op i målhjørnet bag den sagesløse Herning-målmand Simon Nielsen.

Efter otte minutters spil fik publikum i Bentax Isarena endnu en årsag til at juble, da hjemmeholdet fordoblede føringen. To udvisninger til Herning gav hjemmeholdet en gunstig overtalssituation, og den udnyttede Mikkel Højbjerg til at gøre det til 2-0.

I anden periode kom Aalborg Pirates også foran 3-0 ved Nikolaj Carstensen, inden Hernings Lasse Lassen fik pyntet på regnskabet med sin 1-3-scoring. 12 minutter inde i tredje periode fik Herning mulighed for at reducere yderligere på et straffeslag, men Morten Poulsen tabte den direkte duel med Pirates-målmand Ronan Quemener, og så var Hernings håb om et comeback reelt forbi.

Halvandet minut før tid cementerede Aalborg i stedet sejren, da topscorer Thomas Spelling udnyttede et tomt Herning-mål til at score til slutresultatet 4-1.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.