Ungdomsuddannelser

Aalborg Produktionsskole skaber stemningen

Aalborg Produktionsskole arbejder i øjeblikket på højtryk for at kunne skabe den rette okotberfest-stemning i Aalborghallen. Salen skal "klædes ud", så den rette atmosfære skabes og publikum føler, at de træder ind i et tyroler-øltelt. Tømrerholdet på skolen arbejder på at færdiggøre fire barer, der skal udformes som tyrolerhytter. De fire barer placeres i hver sit hjørne af Aalborghallen, og de forskellige bryggerier har så hver sin tyrolerhytte. Samtidig arbejder Textil og Design med at lave bannere i de tyske farver. Bannerne skal hænge fra loftet i midten af salen i en bue ud til siden i 45 meters længde af Aalborghallen. Hver enkelt banner er 17 meter langt og ca. tre meter bredt, og der er i alt brugt tre ruller stof af hver 200 meter, fortæller Zainab Abouzeid, Malene Dambro og Tina Palludan, der går på fagområdet Textil og Design og har arbejdet med projektet. Viceforstander Flemming Midtgaard, Aalborg Produktionsskole, udtaler, at det har været en spændende opgave for eleverne: - Da vi fik henvendelsen fra Restaurant Papegøjehaven og Aalborghallen tænkte jeg, at det var da en lidt anderledes og sjov opgave at udføre. Normalt arbejder vi ikke med 100 procent faste deadlines, men denne opgave skal jo være færdig til 25. oktober, så derfor har vi blandt andet i tømrerværkstedet måttet udskyde andre projekter. Eleverne, der har været med i projektet, skal også medvirke i forbindelse med opbygningen i Aalborghallen. Dette kan først ske natten til 25. oktober, da et andet arrangement 24. oktober om aftenen skal afvikles først.