Lokalpolitik

Aalborg risikerer at miste 21 millioner kroner

Energitilsynet vil modregne gevinsten ved salg af it-virksomheden KMD i kommunens bloktilskud. Borgmester Henning G. Jensen (S) er rasende.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Borgmester i Hjørring Kommune, Finn Olesen (A), raser over udsigten til at Hjørring mister syv millioner kroner på salget af KMD. Foto: Kurt Bering

Aalborg Kommune går måske reelt glip af 21 millioner kroner, som kommunen var blevet stillet i udsigt på grund af salget af it-virksomheden KDM, som kommunerne har solgt. Det er dybt uretfærdigt, mener borgmester Henning G. Jensen (S). Aalborgs andel af gevinsten ved salget er blevet beregnet til omkring 21 mio. kr. - Det lyder fuldstændig absurd, er hjørringborgmester Finn Olesens umidelbare reaktion. Energitilsynet lægger op til at hapse kommunernes gevinst ved salg af det tidligere kommunaltejede it-firma KMD - det tidligere Kommunedata. Hjørrings gevinst var syv millioner kroner og dem vil Finn Olesen ikke af med godvilligt. Han slutter derfor helhjertet op om Aalborgs protest. Energitilsynets vurdering Men Energitilsynet lægger nu op til, at kommunernes gevinst skal trækkes fra i deres bloktilskud. Det skyldes, at Energitilsynet karakteriserer KMD som en energivirksomhed. Enerigitilsynet mener, at kommunerne bør beskæres i bloktilskuddet med et tilsvarende beløb, som de fik ud af salget. Argumentet er, at it-virksomheden er en energivirksomhed. - Det lyder helt grotesk, siger Finn Olesen. - Det vil gøre kommunernes økonomiske problemer endnu større end de er i forvejen. KL også imod Det har fået Kommunernes Landsforening til at tale om ekspropriation af kommunernes ejendom, og borgmester Henning G. Jensen tager også skarpt afstand fra Energitilsynets udmelding. Han slår fast, at det var Folketinget, der vedtog, at KMD skulle sælges, hvis virksomheden fik for mange private kunder. Derfor kan staten ikke samtidig beholde de penge, som kommunerne kunne tjene på salget af virksomheden, påpeger han og henviser til, at Energitilsynet hører under staten. - Nu kommer staten og siger, at "de penge tager vi". Det kan man ikke tillade sig, siger Henning G. Jensen. Han tilføjer, at det er embedsmænd i Energitilsynet, der har meldt ud, at kommunernes gevinst skal modregnes i bloktilskuddet. Derfor appellerer han til politikerne i Folketinget om, at de omgør tilsynets beslutning. Henning G. Jensen understreger, at byrådet ikke havde budgetteret med indtægter fra salg af KMD. Men derfor er det alligevel en streg i regningen, hvis kommunen går glip af 21 mio. kr. - Vi har det samme problem som landets andre kommuner, nemlig at vores udgifter stiger, og vores indtægter falder, siger Henning G. Jensen.