Aalborg

Aalborg sælges med hjerteblod

Aalborg-ambassadørerne relanceres med dansk-engelsk logo

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sådan præsenteres Aalborg-ambassadørerne i fremtiden ude i verden, når de med materiale fra VisitAalborg Convention prøver at overbevise deres internationale fagorganisationer om, at Aalborg er den perfekte konferenceby.

Man kan sige meget om Aalborg – og noget af det kan ikke modsiges: Aalborg er ikke nogen storby i international forstand. Og den er ikke udpræget eksotisk. Folk ude fra den store verden kommer ikke af sig selv for at se, hvad lilleputmetropolen i Nordjylland kan byde på. Ikke desto mindre myldrer de til. Det har vi nemlig folk til at sørge for. Lige nu er f.eks. et par hundrede ingeniører til kongres i byen, Aalborg har lige slået Amsterdam i konkurrencen om at være værtsby for en konference i 2010 med 300-400 deltagere og en anden med over 1000 året efter, som Rotterdam også var ude efter. Og selv om borgmester Henning G. Jensen godt kan bryste sig af, at det faktisk bemærkes og altså ikke er uden betydning, at beslutningstagere på inspirationstur til byen får en hilsen med hans underskrift og forsikring om, at vi glæder os til at se dem, når de vælger Aalborg til deres næste konference, så kommer han altså først ind i billedet, når fodarbejdet er gjort. Det fodarbejde, som bl.a. 70 frivillige, indflydelsesrige ambassadører og en lang række fremtrædende folk på eksempelvis Aalborg Universitet og sygehuset gør. Med VisitAalborg Convention som leverandør af både effektiv inspiration, udfarende charmeoffensiv og praktisk organisationstalent. Hemmeligheden kan være, at reklameoffensiven for Aalborg som kongres- og konferenceby er en hjertesag for alle parter. Fra dette forår endda helt åbenlyst: Aalborgs ambassadørkorps, som er det ældste af sin slags i verden, har fået sit eget grafiske udtryk i både navn og hjerteligt logo, korpset er blevet til en klub, og med bl.a. en intern hjemmeside er de 70 ambassadørers interne netværk styrket, så de kan bruge hinandens erfaringer. Selvfølgelig til det, det drejer sig om, de store kongresser, men også i personlige sammenhænge. At relanceringen af ambassadørkorpset betaler sig, viser tallene: - De 70, der p.t. er med, repræsenterer 144 organisationer, og i 113 tilfælde har de direkte adgang til beslutningsprocessen, fortæller Diana Andersen, salgs- og marketingchef hos VisitAalborg Convention, som er imponeret af indsatsen. Og som godt kunne tænke sig at udvide klubben med aalborgensere i udlandet. Selv kan hun konstatere, at et fremstød på Aalborg Universitet, hvor ambassadørernes faglige indgangsvinkel og byens kompetencer nu også afprøves, også har vist sig at være en god ide. Det seneste år har Aalborg på den konto vundet store, forsknings- og fagbaserede internationale konferencer for 45 mio. kr. - Fordelen for både universitetet og sygehuset er, siger hun, at der kommer særlig og ekstra fokus på det arbejde og den forskning, der foregår her i byen, og det giver genlyd ude i verden. Kollegerne ved, hvem folkene fra Aalborg er, fordi de har lært dem at kende som værter i kongres- og konferencesammenhæng.