Nuuk

Aalborg sender stor gave til Grønland

Enig magistrat vil forære Nuuk en multibane til 150.000 kr.

En gave til 150.000 kr. er på vej til Nuuk i Grønland med venlig hilsen fra Aalborg Kommune. I går besluttede en enig magistrat, at der skal bruges 150.000 kr. på at etablere en multibane i den grønlandske by i forbindelse med afholdelsen af Aalborg-dage i Nuuk. - Det er vores venskabsby, og vi har mange relationer til Grønland. De har ikke altid lige let ved at skaffe aktiviteter til børn og unge. Vi har også engang givet et halgulv. Vi vil gerne give noget, som kommer børn og uge til gode, og nu skal der være Aalborg-dage deroppe, siger borgmester Henning G. Jensen (S). Han ser ikke noget problem i, at kommunen bruger 150.000 kr. fra magistratens dispositionskonto til en multibane højt mod nord. - Vi betaler ikke nogen penge, vi kommer med en gave. Giver du ikke også gave til din familie? Vi er i familie med Nuuk, det er vores venskabsby, siger Henning G. Jensen. Han glæder sig over, at gaven kommer børnene i Grønland til gavn. - Vi synes, at det kunne være en god ting, at nogle børn i Nuuk får den mulighed, og at de tænker på Aalborg, og at vi ikke altid tænker på penge, som vi kan tjene, hvis vi skal handle med Grønland, men at vi mener noget af det, som vi skriver i vores venskabsbyaftale. Hvor mange om nogen multibaner med venlig hilsen fra Aalborg der står rundt omkring i kommunens 33 venskabsbyer, vides dog ikke I 2008 blev der afholdt Grønlandske Dage i Aalborg, men i år afholdes Aalborgdage i Nuuk i perioden 23.-28. august. Bag arrangementet står Aalborg Kommune, Aalborg Havn, Nuuk og Selvstyret. Aalborg Havn A/S og Royal Arctic Line A/S har i øvrigt tidligere i år forlænget aftalen om Aalborg som basishavn for søtransporten til og fra Grønland frem til år 2022.