Aalborg skal have ny turistdirektør

Turisme 7. september 2002 08:00

AALBORG: Næste forår skal Aalborg have ny turistchef - eller direktør for Aalborg Turist og Kongres Bureau, som er den officielle titel. Byens turistchef siden 1984, Kaj Handberg, går på pension 1. april 2003. Turist og kongresbureauet er en selvejende institution under Aalborg Kommune, og bureaudirektøren er og bliver ansat på vilkår i det kommunale system. Det er Aalborg Turistforening, der indstiller hvem, der skal være ny turistchef. Vedkommende ansættes så efter godkendelse i byrådet. Stillingen opslåes i disse dage. Kaj Handberg, som netop har rundet de 65, blev turistchef i Aalborg i 1984. Han afløste Poul Erik Jensen, der rejste fra Aalborg til en stilling i Danmarks Turistråd. Her havde Kaj Handberg arbejdet siden 1978 som afdelingsleder. - På det tidspunkt havde jeg i adskillige år boet i Nordjylland - og boede der fortsat - så det var jo oplagt at søge stillingen som turistchef i Aalborg, fortæller Kaj Handberg, der stammer fra Viborg. Inden jobbet i Danmarks Turistråd var Kaj Handberg ansat som udviklingschef i De Samvirkende Købmandsforeninger - og han var bl.a. i begyndelse af 1970' erne med til at udvikle mange af Danmarks supermarkeder og indkøbscentre. Turismen kom ind i hans arbejdsliv ved lidt af en tilfældighed. Dengang som nu boede familien Handberg i Rebild, og Kaj Handberg blev opfordret til blive formand for bestyrelsen i Skørping Turistforening. - Så blev interessen for alvor vakt, og da jobbet i Danmarks Turistråd nogle år senere blev opslået, søgte og fik jeg det, siger Kaj Handberg. Pensionisten Kaj Handberg vil kaste sig over endnu flere golfbaner, og handymanden Handberg går sikkert også amok i både hus og sommerhus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...