Overenskomster

Aalborg skal være en bedre cykelby

Dansk Cyklist Forbund foreslår blandt andet at lave Hadsundvej om til en motorvej for cyklister

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Cyklisterne i Aalborg har brug for bedre forhold, mener Michael Levisen.Foto: Lars Pauli

AALBORG:¿Jeg er så glad for min cykel. Jeg kommer hurtigt langt omkring. Og det fordi på en cykel. Der går det let som ingenting.¿ Sådan lyder Poul Kjøllers hyldest til cyklen, men går det nu også så let? Ikke ifølge Dansk Cyklist Forbund. De mener, at cyklisterne i Aalborg trænger til markant bedre forhold; Som for eksempel en bred cyklistmotorvej på Hadsundvej. Deres forslag er at udvide Hadsundvej, så der bliver en tre meter bred cykelsti i midten med ét bilspor i hver side fra rundkørslen ved Egensevej og ned til Humlebakken. - Vi synes, at cyklisterne skal forkæles og kræses for med en bred cyklistmotorvej, hvor de kan slappe af og nyde at de ikke skal tage højde for den krydsende trafik, forklarer Michael Levisen fra Dansk Cyklist Forbunds afdeling i Aalborg. - Man skal jo have nogle vilde tanker en gang imellem, og sådan en motorvej er ideel set ud fra en cyklists synspunkt, supplerer Ole Vad Nielsen. Rugbrød fremfor benzin De to cykelentusiaster havde i går pyntet op med flag og friskbagt rugbrød i rabatten ved Hadsundvej, hvor de ville præsentere deres ideer til, hvordan Aalborg Kommune kan lette cyklisternes liv. Desværre var teknisk rådmand Mariann Nørgaard forhindret, så de to herrer tankede op med rugbrød og styrede i stedet cyklerne ned mod Teknisk Forvaltning for at aflevere deres ideer. Flere stisystemer Og ideerne er mange. Udover cyklistmotorvejen kunne de også godt tænke sig flere stisystemer, så hele byen bliver bedre forbundet. - Vi har nogle gode stisystemer herude i Aalborg Øst og også inde i midtbyen, men der er stadig nogle huller rundt omkring, som vi gerne vil have dækket. Blandt andet mellem Gug og Universitetsområdet og mellem Aalborg Øst og Klarup, forklarer Michael Levisen. Ifølge Dansk Cyklist Forbund i Aalborg bruger Aalborg Kommune alt for mange ressourcer på biltrafikken. - I stedet for al den snak om en tredje Limfjordsforbindelse, skulle de hellere satse på cyklisterne. Vi tror på, at hvis man investerer i cykeltrafikken, så vil der komme mange flere cyklister, og det vil også afhjælpe nogle af sundhedsproblemerne, forklarer Michael Levisen. Aalborg Kommune er lige nu i gang med at udarbejde en ny cykelhandlingsplan, som forventes at være færdig i begyndelsen af det nye år. Dansk Cyklist Forbund håber, at deres ideer bliver en del af det færdige udspil.