Aalborg-skibe fik god start i Tall Ships Races

Sejlskibene Jens Krogh og LOA på vej fra Norge til Nordjylland

Det gode skib LOA ved en tidligere sejlads. Arkivfoto: Claus Søndberg
Nordjylland 29. juli 2015 18:51 - Opdateret 29. juli 2015 21:21

NORDJYLLAND: Det går fremad - dog ikke så stærkt - for Aalborg-skibene Jens Krogh og LOA, som begge deltager i Tall Ships Races, der startede udenfor Kristiansand i Norge tirsdag eftermiddag.

Lige nu sejler begge skibe ca. 4,5 knob med kurs østover mod Løkken. De skal nordpå, forbi Skagen og op til en rundingsmærke, der ligger næsten oppe i Oslofjorden, inden de sætter kurs mod Aalborg.

- De har ikke voldsomt meget vind, men de sejler rigtig godt, siger Nina Schjoldager, bestyrelsesformand for FDF Aalborg Søkreds, der ejer skibet Jens Krogh.

Jens Krogh ligger pt. som nr. 10 ud af 27 skibe i klasse B.

LOA ligger som nr. 9 ud af 28 skibe i klasse A.

- Fantastisk oplevelse

- Det er rigtig glædeligt. Det er en fantastisk oplevelse for dem der sejler om bord. De får prøvet kræfter med naturen og de får venner og minder for livet, siger Nina Schjoldager.

På Jens Krogh er der en besætning på 19, hvoraf de fleste har sejlet Tall Ships Races også tidligere år. De er helt klart sultne på en god placering.

I sidste års Tall Ships Races fik Jens Krogh en placering som nr. 2. i klasse B og nr. 3 over all.

- Vi har et rigtig godt samarbejde de to foreninger i mellem, men når vi sejler kapsejlads er det klart, at vi er konkurrenter. Jens Krogh skal da helst få en placering der er bedre end LOA’s, siger Nina Schjoldager.

Jens Krogh har deltaget i Tall Ships Races næsten 30 gange, første gang i 1980.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...