EMNER

Aalborg skriger...

Unge fra hele Nordjylland tiljublede Nik og Jay i Gigantium. Også de lokale opvarmningsbands, ikke mindst Johnny Heftig og Sjakket, tændte op

AALBORG:Det var ikke kun unge Aalborgensere der skreg af rapperne Nik og Jay. Et par tusinde 12 til 17 årige fra hele landsdelen var taget til Jump'nDance i Gigantium fredag. Anders Søby på tolv år fra Hasseris fik sin debut på ungdomsfester, og han var rigtig godt tilfreds. - Jeg synes, det er rigtig fedt og jeg glæder mig især til Nik og Jay. Måske skal vi ind at danse, når det bliver dem, fortæller Anders Søby, der sammen med kammeraten Joachim B. Winther holdt sig på tryg afstand af de ældre og mere erfarne festgængere på dansegulvet. Mange af de unge nævnte netop Nik og Jay som den væsentligste grund til at de var dukket op, men også de lokale navne som for eksempel Johnny Heftig og Sjakket blev taget rigtig godt imod af det unge publikum. Mindst en børne- og kulturchef havde valgt at investere sin fredag aften i at blive klogere på unges gå-i-byen vaner. Michael Stilling fra Pandrup Kommune havde fået lov til at gå til fest af børnene derhjemme. - Vi bliver jo nødt til at stikke fingrene ned, der hvor tingene sker, siger han. Han er selv aktiv i regionssamarbejdet, der balndt andet arbejder med at finde gode kulturtilbud til børn og unge. - Det er vigtigt for de unge at opleve festmiljøer, hvor der er gang i den uden alkohol, siger børne- og kulturchefen. Helt fri for plasticposer med våde varer var buskene omkring Gigantium ikke. Særligt den første time af festen besluttede nogle at fejre udendørs. I småregn. - Vi når nok at drikke en syv stykker, før vi går ind, sagde Lasse Skov på femten. Den lidt ældre fodboldkammerat Kasper Lentz Peijtersen holder ikke gerne procentfri weekend. - En weekend helt uden at have drukket er der ikke noget ved, så har det ikke rigtig været oppe at ringe, siger han. At skulle feste med dem, der er yngre end drengene selv er ikke så populært. - Vi gider jo ikke at feste med tolv årige, siger Lasse Skov, der er træt af, at hans lillebror og kammeraterne er begyndt at dukke op til byens halfester. - Jeg gider altså ikke at gå til fest med min lillebror, siger Lasse Skov, der selv er femten år gammel. Indenfor i varmen i Gigantium var der dog udbredt tilfredshed ikke mindst med musikken. Da hovednavnet Nik & Jay gik på, kunne taget på Gigantium nemt være lettet ved brølet fra to tusinde unge, der brølede "Du er for lækker" og "En dag tilbage". - Gør hvad I vil til det, bare I har det godt imens, lød opfordringen fra Nik & Jay på scenen. Og det gjorde de så de unge. Præcis hvad de ville. De dansede. De kyssede. De sms'ede og ikke mindst vrikkede og rystede de, ikke bare deres røv, men hele kroppen til musikken ved Jump'n'Dance.