EMNER

Aalborg-spiller kåret som årets skakspiller

AALBORG:Ved afstemningen blandt de danske skakjournalister om Skak-Oscar 2002 og titlen "Årets danske skakspiller" blev Aalborg Skakforenings bedste spiller, den 25-årige Nicolai V. Pedersen kåret. Det sker på baggrund af en række flotte resultater i flere krævende internationale skakturneringer i sommerferien og det imponerende resultat ved OL i Bled for hold, hvor Nicolai V. Pedersen ganske flot scorede 7,5 point ud af 11,0 mulige. Blandt de ti bedste ved årets afstemning, der blev gennemført for 26. gang af Dansk Skak Journalistforening, var alle seks deltagere på det danske hold ved OL i Slovenien i november. Der var da også tæt opløb om førstepladsen mellem to spillere, der i det forgangne år tog det store spring fra at være talentfuld og lovende til en plads helt oppe i den danske elite. Nicolai V. Pedersen vandt således med 102 point foran Davor Palo med 99 point og den mest kårede til dato, stormester Peter Heine Nielsen (tidligere Gistrup Skakforening) med seks titler ialt, der i år fik 79 point på tredjepladsen. Nicolai V. Pedersen debuterede i november 2001 på Aalborg Skakforenings bedste hold i 2. division. Han studerer politik og administration samt samfundsfag på 5. semester på Aalborg Universitet. Før det blev til debut i Aalborg var han med på 3. bræt på Nordres 1. divisionshold fra Århus, og da han før sæsonstarten i år havde et ratingtal på 2490, går det unge talent naturligvis efter at blive Danmarks næste stormester. For at det skal lykkes støtter Aalborg Skakforening Nicolai's deltagelse i internationale turneringer, og han deltager, som mange andre stærke danske spillere, også i 1. Bundesliga i Tyskland for Turm Emsdetten. Senest har Nicolai V. Pedersen i juleferien deltaget i en stærk turnering "Zürcher Weihnachtsopen", hvor det blev til en placering som nummer 20 med 4,5 point ud af 7,0 mulige. Det skete efter fire pligtsejre over ratingsvagere modstandere samt en enkelt smutter i form af et remis mens der var nederlag til to meget stærke stormestre, Pelletier og Tukmakov. Den stærke skakspiller har to GM-normer hentet i sommer i Kavala Open i Grækenland og den anden fra OL i Bled i oktober/november så der mangler kun en enkelt norm, før titlen som stormester er hjemme. Den håber Nicolai at spille sig til i den tyske turnering eller i forbindelse med DM i skak til påske. Nicolai V. Pedersen blev i oktober International mesterspiller (IM) og er pr. 1. januar i år rangeret som nummer 6 på styrkelisten i Danmark med et ratingtal på 2512. mølbæk