EMNER

Aalborg-spiller tæt på stormestertitel

HORSENS:Med en ikke uheldig sejr efter 55 medrivende træk i syvende runde i kampen om årets individuelle danmarksmesterskab i skak over stormester Lars Schandorff fra Helsinge Skakklub er Nicolai V. Pedersen fra Aalborg Skakforening stærkt tilbage i kampen om årets DM-titel. Den dygtige Aalborg-spiller er også meget tæt på at sikre sig den tredje og sidste GM-norm, så Nicolai V. Pedersen kan med en sejr lørdag eller søndag efter al sandsynlighed kalde sig stormester når enten 8. eller 9. runde er afviklet i Horsens. Med den seneste sejr nåede Nicolai V. Pedersen op på 5,0 point. Det samme har stormester Peter Heine Nielsen og debutanten Davor Palo efter at have spillet remis indbyrdes. Dermed tegner det til en uhyre spændende afslutning i de to sidste runder af Landsholdsklassen lørdag og søndag. Efter de fire første runder i landsholdsklassen under det individuelle DM i skak i Horsens lå stormester Peter Heine Nielsen fra Helsinge og Nicolai V. Pedersen fra Aalborg på en delt førsteplads. De to mødtes indbyrdes i femte runde onsdag, og her blev det til remis efter en spændende match. Det samme klarede Nicolai V. Pedersen skærtorsdag mod Erling Mortensen fra Sydkysten, men da Peter Heine Nielsen samtidigt vandt over Carsten Høi førte sidstnævnte, sammen med turneringens store overraskelse Davor Palo fra Skolernes Skakklub i Århus, med 4,5 point foran Nicolai V. Pedersen, der havde 4,0 point før fredagens spændende match. I samme række tabte Jens Ove Fries Nielsen fra Jetsmark netop til Davor Palo onsdag, men imponerede skærtorsdag ved at vinde over den forsvarende mester Sune Berg Hansen fra Helsingør og fredag blev det til sejr igen så Jens Ove Fries Nielsen er nu oppe på 3,5 point. I Kandidatklassen er Allan Stig Rasmussen fra Jetsmark stadig ubesejret, og på en imponerende tredjeplads med 3,0 point efter de fire første runder. Efter åbningssejren tirsdag blev det til remis mod både Casper Rasmussen og Mads Boe, begge fra Skolernes Skakklub i Århus, mens det fredag blev til en sejr over Christian Kyndel Pedersen fra Nordre Skakklub i Århus. I rækkerne MA-7 har Stefan Christensen spillet remis tre gange i træk mens Jacob Rathlev fra Jetsmark og Bent Christensen fra Aars først spillede remis to gange i træk og derefter henholdsvis vandt og tabte fredag. Tobias Hoffmann fra Jetsmark og Benny Grønhøj fra Aars har vundet en enkelt match og tabt tre samt vundet to og tabt to. Det rykker desværre ikke helt i den samlede stilling, så umiddelbart er der ingen topplaceringer på vej inden de sidste afgørende runder. Det er der måske i rækken lige under, hvor Henning Lau Rasmussen og Christian Grubert, begge fra Jetsmark Skakklub, har opnået henholdsvis 3,0 og 2,5 point efter de tre første runder og er placeret som nummer 3 og 7 i det stærke felt. Der er en enkelt lokal repræsentant i Veteranklassen og det er Sten Grabow fra Aars, der vandt i de to første runder af fem over Christian Winther fra Læseforeningen i Odense og Claus Nørregaard fra Skødstrup.