Aalborg står med pligterne når de høje skibe kommer til byen

AALBORG:Tall Ships race er mere end en kapsejlads. Det er en forretning. Og af den kontrakt, som er indgået mellem Aalborg Kommune og arrangøren STI, fremgår det ganske tydeligt, at det er sælgers marked og at Aalborg er den ydmyge kunde. De 14 sider, aftalen består af, handler overvejende om de krav, Aalborg skal opfylde for at få lov til at blive beæret som værtshavn for de stolte skuder. Så vidt man kan se, har arrangøren af sejladsen, bortset fra nogle bagateller, kun en enkelt forpligtelse: Arrangøren forpligter sig til at organisere og styre kapløbet og forsikrer, at de deltagende skibe i kapløbet vil omfatte store klasse A og B skibe. Men ikke et ord om, hvor mange skibe man vil garantere i feltet. Klasse A skibe er fuldriggere på mere end 120 fods længde i vandlinjen. I kategori AII falder andre skibe, som delvis er rigget med råsejl, f.eks. skibe af typen bark, brig, barkentine, brigantine. I type B finder man skonnerter o.lign ned til 100 fod, ca. 30 meter. I klasserne C, CI, CII og CIII finder man både som Aalborg-bådene Sagitta og Jens Krogh og helt ned til 30 fods familiebåde. Det er ikke forbudt for Aalborg kommune at invitere andre sejlere til byen end dem, der er omfattet af det egentlige Tall Ships Race. Så for en sikkerheds skyld har Aalborg skrevet til ikke færre end 498 sejlskibe i hele verden og gjort opmærksom på, at her holdes en fest, som det måske var værd at deltage i. Overfor STI påtager værterne i Aalborg sig en lang række forpligtelser. Først og fremmest at ryste op med nogle gysser. Den første rate på 30.000 euro forfaldt allerede sidste år, en tilsvarende rate skal betales til oktober, og den sidste rate forfalder kort før, løbet starter næste år. I alt en kontant udgift på små 670.000 kr. Efter det rent praktiske med kajpladser til alle skibe og både, synes det vigtigste at være faciliteter for løbsledelsen. Kontor med fire skriveborde, fem telefon/modemlinjer, fem mobiltelefoner, højtydende farvekopimaskine. Administrationscenter til fire personer, tre telefonlinjer og tre mobiltelefoner. Og så skal der være hotelværelser med spisemulighed til løbsledelsen (seks enkeltværelser, seks dobbelte). I pressecenteret skal der døgnet rundt kunne arbejde 20 journalister. To både, som hver kan transportere mindst 15 journalister og fotografer og kan sejle mindst 15 knob, skal stå til rådighed for transport rundt i havnen.

Forsiden