Aalborg største taber

Aalborg er den største taber i Sterling-konkurs. Næst efter Sterling selv, selvfølgelig.

STERLING-KONKURS:Aalborg er den største taber i Sterling-konkurs. Næst efter Sterling selv, selvfølgelig. Sterling er nu desværre gået konkurs, hvilket måske vil betyde, at vi vender tilbage til de gamle dage, hvor SAS havde monopol, og hvor det kostede 2400 kr. tur-retur til København. Aalborg-København ruten var dengang en "cash cow" for SAS, hvor de kunne fastsætte priserne uden skelen til konkurrenter - og benytte overskudet til at understøtte andre mere konkurrence-prægede ruter. Sterlings mange daglige afgange fra Aalborg-København til lavpris har dokumenteret, at det kan lade sig gøre at flyve profitabelt på ruten - og har medført meget store fordele for Aalborg og hele Nordjylland. Det har været nævnt i tidligere læserbreve af undertegnede, og det er dokumenteret i mange undersøgelser fra andre geografiske områder, at effektive lavprisruter fra et område har markant betydning for hele områdets udvikling. Dvs. Sterlings satsning på Aalborg har betydet meget lettere og billigere mulighed for det lokale erhvervsliv til at besøge eksportmarkeder, hvilket har medført forøget eksport og dermed forøget salg, og dermed også forøgede beskæftigelsesmuligheder i regionen - og en generel stigning i velstand i området. En lang række andre fordele kan remses op. Jeg har et stort håb om, at andre flyselskaber hurtigt vil videreføre den profitable lavpris rute mellem Aalborg og København med lige så mange afgange som Sterling, samt at SAS ikke umiddelbart vil forsøge at udnytte situationen ved at hæve billetpriserne - men vi får se. Der er ingen tvivl om, at det er af stor betydning for det lokale erhvervsliv at finde en hurtig løsning.