Aalborg Håndbold

Aalborg-streg: Det var en mandfolkepræstation

René Antonsen fremhævede nordjydernes defensiv efter storsejren over Mors-Thy

Altid energiske René Antonsen gik forrest og kastede sig efter hver eneste bold mod Mors-Thy. Foto: Laura Guldhammer

Altid energiske René Antonsen gik forrest og kastede sig efter hver eneste bold mod Mors-Thy. Foto: Laura Guldhammer

HÅNDBOLD:Om klubbens vaskeri nu kunne fjerne de sidste pletter fra ydmygelsen mod GOG i sidste uge, var Aalborg-streg René Antonsen ikke helt sikker på, men pelsningen af lokalrivalerne fra Mors-Thy var i hvert fald et stort skridt i den rigtige retning, mente han.

- Det er en plet, der måske tager et par kampe at få vasket væk, men jeg føler da, at det var en mandfolkepræstation i dag (tirsdag aften, red.). Holdet viste virkelig, at vi er lavet af noget særligt. Så selvfølgelig er pletten ikke helt væk, men vi er da på vej, sagde en stakåndet Aalborg-spiller efter 31-22 sejren over morsingboerne.

Stregspilleren er for ganske nylig vendt tilbage fra en skade, og derfor skulle han også lige finde fodfæste i et opgør, hvor specielt gæsterne skruede op for tempoet til at begynde med.

- I starten af kampen kunne jeg mærke, at mine ben var på vej ud af hallen, fordi jeg er i utrolig dårlig form efter min skade. Sådan er det. Det tager lidt tid. Jeg fik arbejdet mig i gang i kampen og fik arbejdet benene i gang. Og jeg synes, at Møllgaard (Henrik Møllgaard, red.) og jeg fik ramt det rigtig godt i forsvaret, og Magnus Saugstrup, da han kom ind, arbejdede også fint dernede. Lige så snart vi kom frem over tremeteren og fik presset skytterne lidt, fik vi redningerne, og det blev afgørende, lød det fra Antonsen.

Sejren var Aalborg Håndbolds sjette af syv mulige og kommer på et meget belejligt tidspunkt, mente Aalborg-spilleren. Lørdag møder Aalborg Håndbold nemlig schweiziske Pfadi Winterthur i EHF Cuppen.

- Det var meget vigtigt at komme herfra med en positiv fornemmelse. Vi har en hård uge med en vigtig Europa Cup-kamp på lørdag, som vi gerne skal vinde med størst mulig margin, og så har vi en svær udekamp i næste uge mod BSV, som jeg håber på, at vi kan gå ned og drille. Det er et svært sted at spille, men jeg tror, at vi kommer derned og viser lidt mere brystkasse frem, end vi gjorde i Gudme, sagde René Antonsen, der ud over et stort arbejdspensum i forsvaret også bød ind med to scoringer mod Mors-Thy.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.