Aalborg Symfoniorkester spiller nyskabende online-koncert

Onsdagens påske-koncert er den første af sin art i Danmark

AALBORG:På onsdag træder Aalborg Symfoniorkester ind i klodens allermægtigste koncertsal og spiller for et potentielt publikum, der tæller en hel verden. I hvert fald for alle dem, der er udstyret med et modem. For selvom onsdagens påskekoncert af Faurés Reqiuem finder sted i Budolfi Kirke, kan musikelskere fra Burkina Faso også lytte med. Koncerten bliver nemlig tilgængelig på internettet, og det er første gang i Danmark, at en sådan begivenhed kan fanges med et enkelt klik med musen. - Det er et gennembrud i forhold til musikrettighederne, og Aalborg Symfoniorkester er de første i landet, der gør det, siger Lars Søgaard fra Danmarks Radio, der skal producere koncerten. Det har førhen været svært at få lov til at lægge klassiske værker på internettet på grund af vanskeligheder med rettighederne til musikken. Men nu har symfonien i Aalborg løst den gordiske knude og fået løst rettighedsspørgsmålet. Og det er til glæde for alle med en internetforbindelse. - I stedet for bare at sende koncerten live, bliver den lagt ud "on demand", fortæller Lars Søgaard. - Det vil sige, at man kan klikke sig ind og høre hele koncerten eller plukke sine yndlingsssatser ud alt efter behag. Koncerten får sin egen hjemmeside, og den vil være tilgængelig i to måneder. Levende platform Men for de computerkyndige tilhængere af klassisk musik er der mere at høre frem til end bare lyden af violiner og pauker. Fra 16. april kan man via Danmarks Radios hjemmeside også følge symfonien i levende live. Videoptagelser vil dokumentere orkesteret under prøverne til koncerten, og der vil være interviews med aktørerne og baggrundsmateriale om værket. Og så kan man naturligvis også opleve koncerten i sin helhed. - Ja, det er lidt epokegørende, siger producent Flemming Kem fra Aalborg Symfoniorkester. - Og så er der flere gode pointer ved at genhøre koncerten på nettet. Man kan høre de enkelte satser, mens man læser om dem og på den måde blive klogere på værket. Internettet er en levende platform og en ideel måde at formilde musikken på. Så vi mener da, at det er lidt enestående. Man kan fange den interaktive koncertoplevelse på www.dr.dk/faure, og koncerten fra Budolfi Kirke vil også blive transmitteret på P2 skærtorsdag klokken 16. Og for de, der foretrækker deres musikoplevelser fjernt fra computerskærmens skær og uden forstyrrende klikkkeri, er der selvfølgelig også mulighed for at at høre Faurés Requiem i Budolfi Kirke onsdag aften.