Aalborg taber i teaterstøtte

Fordelingen af statsligt tilskud til landsdelsscenerne er skæv, mener bestyrelsesformand.

Fordelingen af statens støtte til landsdelsscenerne er skæv. Aalborg Teater får for lidt i forhold til teatrene i Aarhus og Odense, og det bør der laves om på. Det mener Aalborg Teaters bestyrelse, som arbejder på at få sagen på den politiske dagsorden. - Jeg har påpeget skæv-vridningen over for de to foregående kulturministre, men der er ikke sket noget, siger advokat Anders Hjulmand, formand for Aalborg Teater. Aalborg får et betydeligt mindre tilskud end Aarhus Teater, og ifølge Hjulmand er det rimeligt, at Aarhus skal have en større pose penge. Det er en større teaterbygning, der kræver mere vedligeholdelse. - Men de skal ikke have så meget mere end os, som de får nu, mener formanden for Aalborg Teaters bestyrelse. I sæsonen 2008/09 modtog Aalborg Teater 44,4 mio. kr. i driftstilskud fra staten. Aarhus Teater fik 74,3 mio. kr. Minister: Vi ser på sagen Onsdag blev den skæve fordeling på ny påpeget over for kulturminister Per Stig Møller (K), da det nordjyske folketingsmedlem Rasmus Prehn (S) udbad sig svar i Folketingets spørgetid. Ifølge kulturministeren bliver der arbejdet på at finde frem til "en mere rimelig model" for fordeling af de statslige støttekroner. Rasmus Prehn ville have ministeren til at sætte dato på, hvornår et udspil er klar. Det fik han dog ikke. Den nuværende tilskudsmodel bygger på den model, som var gældende før kommunalreformen. Tidligere blev landsdelsscenerne støttet med 50 procent fra amtet og yderligere 50 procent fra staten. Efter kommunalreformen er det udelukkende Kulturministeriet, som fordeler støtten. Men størrelsen er udregnet på baggrund af de tidligere ordninger, hvor amterne lagde niveauet. Og her lå Nordjyllands Amt ikke i top. - Vores fælles kasse - Bare fordi der engang har været en anden fordeling, skal det jo ikke gå ud over Aalborg Teater. I dag bliver støtten fordelt fra vores fælles kasse, og så må det være rimeligt, at den er mere retfærdig, mener Rasmus Prehn. Aalborg Teater har udarbejdet et notat, der sammenligner de tre landsdelsscener, og statistikken viser, at Aalborg Teater klarer sig bedst på en række punkter. For eksempel evnen til at opfylde resultatkontrakten med staten. - Men det har tilsyneladende ikke nogen indflydelse på resultatkontrakten, at nogen teatre er bedre end andre til at opfylde målene, konstaterer Anders Hjulmand, formand for Aalborg Teater. Teater sparer på udstyr Og den knappe økonomi mærkes i Aalborg. Der er færre midler at gøre godt med i forhold til den oplevelse, som tilskuerne får. Og to år med underskud på driften har gjort ondt. - Vi har været nødsaget til at spare os ud af underskuddet. For eksempel sparer vi på scenografi og udstyr, selv om tekniske anlæg koster det samme i Aalborg som i Aarhus. Men det går også ud over vedligeholdelsen af teaterbygningen. Det blæser ind ad vinduer, som skulle skiftes, påpeger Anders Hjulmand.

Forsiden