Aalborg-talenter har olympiske perspektiver

Team Danmarks direktør glæder sig til at følge Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer frem mod OL i Rio

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Viktor Bromer var lykkelig, da EM-guldet var i hus. Foto: Michael Dalder/Scanpix

BERLIN:Torsdagens to danske guldvindere ved EM i svømning, Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer, er blot 17 og 21 år.

Med deres europamesterskaber i henholdsvis 100 meter ryg og 200 meter butterfly har duoen fra Aalborg Svømmeklub vist, at de tilhører verdenseliten, og at de er emner til OL i Rio om to år.

Det glæder Team Danmarks direktør Michael Andersen, der nu hele tiden har været klar over, at de to svømmere havde potentiale.

Helt unikt svømmetalent

- Mie Ø. Nielsen var med til VM i Shanghai for tre år siden som 14-årig, og hun har fortsat sin udvikling siden dengang.

- Hun er et helt unikt svømmetalent, og hun har det i sig. Derfor har vi også altid vidst, at hun var et emne til OL i Rio, hvor hun kan kæmpe med om medaljer, ikke mindst også på vores medley-holdkamp, siger direktøren.

Hvad Viktor Bromer angår, er historien en lidt anden. Først det seneste år har han for alvor rykket sig derop, hvor de bedste befinder sig.

Udvikling i Aalborg

- Han har jo svømmet i Aarhus i mange år, men er flyttet til Aalborg, hvor han har rykket sig det sidste stykke.

- Udfordringen for ham i OL-sammenhæng er, at der er rigtigt hård konkurrence på 200 meter butterfly, hvor amerikanerne for eksempel har stærke folk som Michael Phelps og Ryan Lochte. Det bliver spændende at se Viktor til VM næste år. Det ville være flot, hvis han kunne svømme sig i finalen der, siger Michael Andersen.

Ved OL i London for to år siden lykkedes det ikke for de danske svømmere at hente medaljer i modsætning til Beijing i 2008, hvor Lotte Friis vandt bronze i 800 meter fri.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.