Aalborg-træner efter historisk sejr: Det er gigantisk

Stefan Madsen fandt de helt store tillægsord frem, da han skulle sætte ord på sejren over Flensburg-Handewitt.

Aalborgs træner, Stefan Madsen, brølede sin glæde ud over kvalifikationen til Champions Leagues Final 4.

Aalborgs træner, Stefan Madsen, brølede sin glæde ud over kvalifikationen til Champions Leagues Final 4.

FLENSBURG:Håndboldherrerne fra Aalborg skrev onsdag aften et stykke klubhistorie, da nordjyderne efter et stort drama slog storklubben Flensburg-Handewitt samlet i kvartfinalen i Champions League.

Selv om holdet var tæt på at formøble femmålssejren fra hjemmekampen, holdt spillerne hovedet koldt og vandt samlet 55-54.

Dermed er Aalborg for første gang i klubhistorien klar til Final 4 i Europas største klubturnering. Og som det første danske hold siden storsatsende AG København i 2012.

Holdets træner, Stefan Madsen, tøvede da heller ikke med at finde de store ord frem efter triumfen i det nordtyske.

- Det er enormt. Det er en gigantisk præstation af hele organisationen, lyder det fra træneren, som sender en del af æren videre til forgængerne.

- Det her kan tilskrives et fantastisk stykke arbejde, der er blevet gjort gennem de sidste 15-20 år af både tidligere spillere og trænere, der har skabt fundamentet for, at vi kunne tro på det her.

- Og så er det helt afgørende, at vi har en administration, som, undskyld udtrykket, knokler røven ud af bukserne for at give os de betingelser, vi har i øjeblikket.

Nordjyderne førte med to mål ved pausen i Flensburg og havde sikker kurs mod avancement. Men efter pausen kom tyskerne buldrende, og med under et kvarter igen, kom Flensburg faktisk foran med seks mål.

Men danskerne fik hanket op i sig selv og holdt hovedet koldt i en nervepirrende afslutning.

- Det viser, at vi har enorm moral på det her hold. Vi har en kæmpe viljestyrke, og vi kæmpede i 60 minutter, selv om det så lidt sort ud en gang imellem, lyder det fra stregspilleren Magnus Saugstrup.

Han indrømmer, at presset kunne mærkes, men ude på bænken vidste træner Stefan Madsen godt, at holdet havde evnerne til at stå imod.

- Vi var helt bevidste om, at vi havde den sidste hårdhed og kynisme, som skulle til for at afgøre det her, siger han.

Klubdirektør Jan Larsen berettede om godt flossede direktørnerver gennem samtlige 60 minutter. Han lægger ikke skjul på, hvor stolt han er, over hvad klubben har præsteret.

- Der er ingen tvivl om, at vi har det laveste budget nogensinde for et hold, som har kvalificeret sig til Final 4 med. Det er indiskutabelt, forklarer Jan Larsen.

Nu gælder det Final 4 med Europas tungeste drenge. PSG med den kommende aalborgspiller Mikkel Hansen er også blandt de fire sidste.

Torsdag findes de to andre deltagere i kampene mellem Nantes og Veszprem samt FC Barcelona og Meshkov Brest.

Final 4 spilles i Köln 12.-13. juni.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.