Aalborg Universitet bøvler med aflyste fly

Med 60 strandede AAU-folk tages videokonferencer i brug

NORDJYSKE:Det er ikke alle studerende på Aalborg Universitet, der kan regne med, at underviserne møder frem til den planlagte klasseundervisning i den her uge. Omkring 60 udrejste AAU-ansatte er nemlig strandet i lufthavne rundt omkring i verden, som følge af de flyveforbud den islandske vulkanaske bringer med sig. - Men det er heldigvis ikke så slemt, som hvis det var sket for ti år siden. I dag kan vi takket være videokonferencer og andre moderne kommunikationsformer sikre os, at studerende kan få vejledning fra deres undervisere alligevel, siger dekan Frede Blaabjerg fra De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter. Videokonferencer har i det hele taget været AAU's store problemknuser siden flyveforbuddet. Da en italiensk forsker forleden skulle have gæstet AAU for at agere modpart i et Ph. d-projekt, som en studerende skulle forsvare, var videokonference også løsningen. - Det var en nødløsning, for vi foretrækker at have folk i samme lokale. Men det var trods alt bedre end at lade den ph.d.-studerende gå rundt og bide negle flere uger endnu, før han kunne forsvare sit projekt, siger institutleder Kim Demstrup, Sundhedsvidenskab og Teknologi. Ødelægger nattesøvn For en anden institutleder går flyveforbuddet direkte ud over nattesøvnen. Onsdag måtte Keld Pedersen fra Institut for Fysik og Nanoteknologi stå op klokken halv fem om morgenen for at holde et foredrag om solcelleteknologi til et arrangement i Hong Kong. Også her var flyveturen skiftet ud med via en videoforbindelse. - Jeg er naturligvis ærgerlig over, at jeg ikke kan være der selv, for jeg går glip af chancen for at møde en masse gode kontakter. Men der ligger flere måneders hårdt arbejde bag fra arrangørernes side, og så er det her trods alt bedre end at aflyse, siger han. Stædige studerende For andre har det slet ikke været på tale at aflyse rejsen. Det gælder en gruppe studerende, som skulle til Brighton i England for at præsentere en videnskabelig artikel. - De var så målrettede på at tage af sted, at de ville låne en af AAU's biler til færgen, siger dekan Frede Blaabjerg og tilføjer: - Men det kom bilforsikringen i vejen for, fordi den ikke tillader studerende at køre universitets biler i udlandet. I stedet forsøgte de at lokke Frede Blaabjerg til at køre, da han også skulle have været i Brighton. - Det tilbud måtte jeg afslå, men de var så tændte på turen, at de drog af sted i privat bil i stedet for, fortæller Frede Blaabjerg begejstret.