Aalborg - Verden t/r

Politimandens søn fra Vestbyen i Aalborg sang sig verden rundt på de største operascener, og nu drømmer Poul Elming nye drømme på Aalborg Symfoniorkesters vegne

Poul Elming blev født i Niels Ebbesensgade 10 i Aalborg. Der ligger i dag en genbrugsbutik. Det joker han gerne med, når han er ude at fortælle sin historie om Aalborg-drengen, der drog ud, blev verdensberømt og kom hjem igen som noget ved musikken. - Jeg har hørt, at man skal have publikum til at grine, inden der er gået et minut, siger Poul Elming, hvis historie ellers nok kan klare en kikset indledning. Opera-kendere kender eventyret, der udspillede sig på alverdens store operascener, ikke mindst Festspillene i Bayreuth, hvor Poul Elming blev en af de store Wagner-sangere. Andre kan tage turen med fra Niels Ebbesens Gade til Aalborgs vestby, hvor Poul Elmings livslange kærlighed til Aalborg voksede op. Han kan simpelthen lide at være her. Folk – også ekspedienter – tager sig tid til en bemærkning og en snak. Et fænomen, han også støder på i København, men ellers ikke. Og så er der dét med AaB. Han må bare vide, hvordan det er gået holdet. Hans familie udstyrede ham med en kortbølgeradio, som han verden over tunede ind på den danske kanal ikke mindst for at kunne følge med i, hvordan det gik med de hvid-og-rødstribede i søndagens kamp. Han fortæller om sin families vantro, da han kravlede rundt i en lejlighed i Chicago med en ledning i forsøg på at fange det signal, som radioens egen antenne ikke magtede. - Det lykkedes nu ikke, griner Poul Elming, hvis egen fodboldkarriere ikke var særlig lang og i øvrigt udspillede sig i Aalborg Freja. De tidlige besøg på Aalborg Stadion husker han mest som fravær af dén stemme, Gunnar Nu’s, der kommenterede, når der var fodbold i radioen, og i øvrigt som lidt kedelige. - Men jeg var altså heller ikke ret gammel, nærmest undskylder han. Der er altså ikke rigtig nogen forklaring på dét med AaB. Det ér bare sådan. Tilhørsforholdet til Aalborg, der gennem årene blev holdt ved lige med besøg hos familien – far, mor og storebror – spillede også ind, da Poul Elming i 2007 skiftede scene fra udøvende kunstner til chef for byens symfoni-orkester. Men først skal vi have sat eventyret i gang. Familien, faderen var politibetjent, moderen hjemmegående og storebroderen seks år ældre, flyttede til Ryes Passage og senere til Willemoesgade. Det var leg på gaden. Det var friluftsbadet. Det var lydene fra Aalborg Stadion. Det var skolebørn i optog til Vor Frelsers Kirke på Annebergvej, og så var det juleferie. Det var masser af børn. Nok til tre store skoler. - Borgmesteren, Henning G., fortalte mig, at man kaldte det for De Gummiløses Kvarter, griner Poul Elming. Poul Elming gik på Ryesgade Skole, der i dag huser musikkonservatoriet, og som dengang havde et sangkor. Der var nogle få drenge med i koret, men det glemte skoleinspektøren som regel. Det var måske ikke det mest prestigefyldte for en dreng at være med i et sådan kor, men Poul Elming havde statur og status til at klare det. - Jeg var ..., siger han og holder den pause, der fortæller, at han er rundet af, at man ikke skal prale, men resten af sætningen hører med i forklaringer på, hvorfor korsangen endte med at give ham credit. … ikke blandt de mest tungnemme i klassen. Poul Elming var ”ham, der synger godt”, og det passede ham godt. - Jeg har altid syntes, det var dejligt at synge, siger han. Og fortæller om sin debut som solosanger. Det var nytårsaften. Han var tre. De vanlige familier var samlet, og så blev som altid leget og sunget. De større børn optrådte, og så sprang mindstemand ud med ”Jeg så julemanden kysse mor”. - Det kan børn jo, synge en sang, de har hørt en enkelt gang. Jeg må med al smertelig tydelighed konstatere, at den evne forlader én, smiler Poul Elming. Tchaikovsky mod Rastenni Barnesangen stoppede brat, da stemmen gik i overgang. Det var slut med den lyse drengesopran. - Det var som at slukke på en kontakt, siger Poul Elming og husker: - Men det gjorde mig nu ikke noget, så blev der mere tid til en anden god og sund interesse, og det var det med pigerne. Men hans forældre havde - ret usædvanligt - en grammofon og nogle 78’er-plader med klassisk musik. - Ikke noget seriøst, men noget lettere klassisk musik, lidt opera, så det var ikke bare Raquel Rastenni og hvad de nu hed, siger han med henvisning til tidens slager-sangerinder. Der var også en del march-musik, fordi faderen spillede i politiets orkester. - Jeg har nok lyttet til musik af en anden lødighed – og oftere – end så mange af mine kammerater, mener Poul Elming, der selv begyndte at optage klassisk musik på den Grundig-båndoptager, hans bror havde fået i konfirmationsgave, og sang med på de plader, der var. Også efter stemmen var gået i overgang. - Det lød, som gjorde man et dyr fortræd, vurderer han. I hvert fald når han sang sine gamle favoritter, men pludselig kunne han synge ”Old Man River”. - Og det er en bassang, forklarer Poul Elming, der snart var tilbage i korsammenhængen. Ikke som korsanger, men som ”én, der da godt kunne synge noget ved særlige lejligheder”. Dét hørte frøken Henriksen nede fra sparekassen, og som feen i eventyret udvirkede hun, at pigekorets bassanger fik sangundervisning på musikkonservatoriet. Far sagde nej Poul Elming nød sin sorgløse tilværelse, og sammenholdet i realklassen var så stærkt, at alle på nær én tog 3. real med. Bagefter havde han tænkt sig at uddanne sig til elektronikmekaniker som konstabel ved flyvevåbnet. Han var imidlertid kun 16 år, så hans forældre skulle skrive under på en kontrakt. - Det nægtede min far, siger Poul Elming og fortsætter: - Jeg har takket ham. Sønnike smiler og tror nok, at hans far så en pladeudgivelse som en genvej til økonomisk uafhængighed, men han er taknemmelig for skubbet til at gå efter en sangkarriere – ikke mindst fordi han ved, hvor meget kolleger har måttet slås med deres fædre for at få lov. Det blev altså ikke elektronik for Poul. Han kom på gymnasiet. Aalborghus oppe i den anden ende af byen, fordi der dér var en musiklinje. Samtidig var han på trods af, at han ikke kunne spille klaver, blevet optaget på musikkonservatoriet. Det var op og i skole, så af sted til konservatoriet til ved syv-tiden, hjem at lave lektier, hvis der ikke skulle synges i kirkekor. - Det var hårdt, og lørdag efter skoletid sang jeg til bryllup og søndag var der højmesse, husker Poul Elming, der i 3. G måtte geare lidt ned for konservatoriet for at få sig en ordentlig studentereksamen. Væk fra Aalborg Men det blev altså timerne på konservatoriet, der bar frugt. Så mange, at han – der nu sang baryton – måtte væk fra sit elskede Aalborg og videre ud. Det blev Det Jyske Musikkonservatorium. Det blev Århus. - Der følte jeg mig ikke hjemme, og jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville lære gadenavnene at kende, for jeg skulle kun være der i kort tid, siger Poul Elming og smiler: - Jeg boede der 10 år! Han lærte sig dog Ringgaden at kende. Og Skolegade, der lå jo værtshusene, og så sang han ellers så det hørtes over sund og bælt. Det kongelige Teater kaldte første gang i 1983, og i de kommende 25 år var han en del af nationalscenen. - Jeg kunne godt lide, at der var et sted, hvor der var en garderobe, hvor der stod Poul Elming. Han funderer over, om noget – skæbnen for eksempel - havde en mening med, at han måtte forlade sin datter og daværende hustru i Århus for at havne i København. For dér skulle han hen. Det er han sikker på. - Men det er vel sådan, at man gerne vil finde en forklaring – især når det går godt, siger han og eftertænker: - Jeg tror, min ældste datter har tilgivet mig. Et smil lyser op. - Jeg har lige hørt hende synge, siger han og fortæller, at hans datter, der studerer psykologi i Aalborg, synger - og gør det godt - med det lokale bigband Birdland. Ny stemme i København I København begyndte et nyt liv. Fra springbrættet hoppede han videre til en ny fastansættelse, en anden kone, en ny datter og en ny stemme. Barytonen blev til tenor, og det satte ekstra fart i eventyret. Baryton-stemmen er dybere end tenoren, og var dén Poul Elming havde sunget efter den ungdommelige bas-tid. Baryton var egentlig ikke hans naturlige stemme, fandt han ud af efter 10 år og da gik han til en sanglærer, fordi der var et parti, han havde svært ved at synge. Sanglæreren “pillede hans stemme fra hinanden og satte den sammen igen”. Uvaner blev fjernet, og frem kom en tenorstemme. Mere naturlig, men alligevel skulle Poul Elming øve sig i at bruge den, inden den skulle stå sin prøve. Det kunne den. Det hørte man i Bayreuth, hvor man bad den danske sanger om at komme og synge for. Det er det fineste, man kan opnå som Wagner-sanger. Det svarer, siger Poul Elming, til at blive udtaget til de Olympiske Lege. At skulle synge, der hvor der, hvor de store Wagner-sangere som Birgit Nilsson og Lauritz Melchior havde sunget. - Det var fantastisk, og der er den mest vidunderlige akustik, siger Poul Elming, der pludselig er tilbage på scenen i det sydtyske, som han skulle komme til at kende så godt. Robuste nerver i Bayreuth Den audition, han var inviteret til, gik nemlig så godt, at Daniel Barenboim godt ville have, at den danske sanger blev en dag mere. “Hvis du ikke ved, hvem han er, så kan du altså lige så godt spørge, hvem Ronaldo er”, kommenterer Poul Elming en kort tøven. Barenboim tøvede ikke. Efter tyve minutter, sagde han: “Så ses vi”. - Jeg vidste ikke, hvad han talte om, siger Poul Elming, der vantro måtte lytte sig frem til, at han til næste års festspil skulle synge Siegmund i Valkyrien. En rolle så omfattende, at det krævede et års arbejde at være klar til den store eksamen. - Den klarede jeg, og jeg kan med stolthed sige, at jeg er den dansker, der har sunget mest i Bayreuth. I 12 år og i næsten hundrede forestillinger, siger Poul Elming, hvis forklaring på, hvorfor det blev sådan et eventyr, lyder: - Det er jo mit held, at jeg har dels har haft en stemme, dels en musikalitet, et skuespiltalent og at jeg ikke ser ud som en sæk kartofler, når jeg står på scenen - og næsten det vigtigste af alt - at jeg har det der robuste nervesystem. Robuste nerver er ikke nødvendigvis en følge af talent. Han har haft kolleger, som ikke bare er nervøse, men som vitterlig ønsker sig væk fra scenen, som den tyske kollega der konstant drømte om en lotto-gevinst, men som ikke fik indleveret kuponen den uge, hans tal blev trukket ud. Poul Elming lod sig ikke kue af forventningspresset. Han havde det hver gang sådan, at “det er altså ret vigtigt ikke at kvaje sig i lige denne forestilling”, og en forståelse af “der er jo ingen, der dør af at stå på scenen”. Held og hårdt arbejde I et rigtigt eventyr skal der også være noget, der går helten imod. Noget der er svært. - Var der noget, der var svært?, driller Poul Elming, hvis bedste bud er den navlepillende, lettere hysteriske tagen hensyn til sin stemme. - Som barn kan man være ude at spille fo’bold, komme ind og synge som en gud, og så gå ud at spille fo’bold igen, sådan er det ikke som voksen, siger Poul Elming og fortæller om arbejdet med at holde stemmen i form - blandt andet om de daglige tre timers træning. Samtidig finder han den evige fokus på ens stemme lidt komisk. - Bare der var en i nærheden, der nøs, tænkte man “Åh nej”. Omvendt var han ikke mere nervøs end at han troligt røg gennem 25 år. I dag har han svært ved at forstå det, men sådan blev det, efter at han i forbindelse med opførelsen af Carmen - der foregår på en cigaretfabrik i Sevilla - tvang sig til at ryge. Men han nød det, især de kunstfærdigt hjemme- og håndrullede smøger. Poul Elming har også forstået at nyde sit talent. Det har aldrig været et åg for ham. - Og jeg var sikkert også blevet en elendig elektronikmekaniker, griner han. Talenterne har han garneret med pligtfølelse. Når han var ude i verden, koncentrerede sig om, hvad han var hyret til: At synge. - Jeg syntes ikke, at jeg kunne sidde seks timer og rasle i et tog for at komme hen og se noget, for så at rasle tilbage. Så kunne jeg ikke levere det, jeg skulle dagen efter, siger sangeren, der syntes allerbedst om sine udlandsophold, når familien kunne være med. Somrene i Bayreuth for eksempel. Ellers var det belastende, at - som i de travleste år - at være væk mere end halvdelen af året. Det var ikke så meget det, at være af sted. Han nød jo at synge, og mødte mange spændende mennesker, der var optaget af det samme, som han selv, men det var dét med at skulle tage af sted - taxaturen ud til lufthavnen - der gjorde nas. Og de lange aftner på hotelværelset var heller ikke særligt sjove. Alligevel har han i dag genoptaget en lignende livsførelse med familieliv i weekenden i Holte og arbejdsliv i Aalborg. - Jeg er ret god til at lave ingenting og se fjernsyn, forsikrer Poul Elming, der nok drømte drømme, da han stude-rede sang, hjemme i Aalborg. - Det er dét, der driver én, når man går i gang med noget så vanvittigt som en musisk uddannelse. Men virkeligheden overgik alligevel drømmene. Også de vildeste drømme, konstaterer Poul Elming. Symfoniske drømme I dag synger Poul Elming kun ved sjældne lejligheder, med det betyder ikke, at han er holdt op med at drømme. Nu skal de fagligt set bare ud gennem symfoniorkestret, som han har bestræbt sig på at kaste ud i nye sammenhænge og vil binde op på udfordringen med at spille til en international Wagner-sangkonkurrence. - Hvorfor lige Wagner, når vi kun er 65 i orkestret og det er nødvendigt med 90. Det er jo tåbeligt, spørger han retorisk og svarer: - Det er dér, jeg har mine forbindelser, og dem bruger jeg fuldstændigt skamløst, siger Poul Elming, der tror på, at hans orkester kan klare opgaven, og nu bare skal have overbevist hele orkestret om, at det kan magte den store opgave. Ikke mindst, når Musikkens Hus står færdig på havnen, for en sal, der er god at spille musik i, vil løfte orkestret endnu mere, lover han. { blå bog Poul Elming Født i 1949 i Aalborg. Bor i Aalborg på arbejdsdage og i Holte, når han har fri. Gift med Eva Hess Thaysen, operasanger, og far til to døtre på henholdsvis 15 og 29 år. Studentereksamen fra Aalborghus 1969. Uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg, og efterfølgende på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus fra 1975-1978. Debut på Den Jyske Opera i 1979. Ansat ved Det Kongelige Teater siden 1983. Var oprindelig baryton, men lagde i 1989 sin stemme om til tenor. Debut ved Wagner-festspillene i Bayreuth i 1990. Her sang han gennem 12 sæsoner partier som Siegmund i “Valkyrien”, titelrollen i “Parsifal” og Melot i “Tristan og Isolde”. Har optrådt ved førende operahuse verden over blandt andre Covent Garden i London, Chatelet og Bastilleoperaen i Paris, Wiener Staatsoper, Deutsche Oper og Staatsoper Unter den Linden i Berlin, Hamburgische Staatsoper, The Metropolitan Opera i New York, Lyric Opera i Chicago og The San Fransisco Opera. Modtog Aksel Schiøtz-Prisen i 1982 og er ridder af Dannebrog. Glæder sig til, at Musikkens Hus i Aalborg bliver til virkelighed.