Aalborg Vikings isoleret i bunden

De aalborgensiske basketherrer var i front langt ind i kampen, men endte med at tabe 82-90 til BK Amager

Det var en kamp, som Aalborg Vikings ikke måtte tabe. Og det gjorde de så... Udekampen mod BK Amager bragte ikke så meget nyt med sig for det aalborgensiske bundhold, der endnu ikke har sat sæsonens første point ind på kontoen. Vikings var ikke klar fra kampens start og blev løbet over ende af et tændt hjemmehold. Men i det andet og det tredje quarter kom gæsterne i gang og var bedst. Da tre fjerdedele af kampen var overstået, var Vikings således i front. Men nordjyderne tabte kampen på gulvet i fjerde og sidste quarter, som blev tabt med hele 19-30. Nederlaget efterlader Aalborg Vikings isoleret i bunden af rækken uden point. Så situationen er ved at være kritisk for det nordjyske hold, der efterhånden ligner en klokkeklar favorit til nedrykning.