EMNER

Aalborg vil ikke betale tilbage

Socialrådmand mener ikke, der er noget galt i at opkræve penge, selv om folk ikke får noget for dem

AALBORG:Mens forældre i det meste af landet kan se frem til at få penge tilbage, som følge af strejker og blokader under de kommunale budgetforhandlinger, ser det anderledes ud i Aalborg. Her nægter man at give så meget som en krone tilbage, og det selv om kommunen kommer til at tjene penge på, at daginstitutionerne var lukket 26. september. - Vi har valgt at følge lovgivningen, som siger, at institutionerne skal være lukket i fem dage, før vi skal betale pengene tilbage til forældrene, forklarer socialrådmand Birgit Ekstrøm (S), og henviser til at institutionerne kun var lukket en dag som følge af strejke samt en dag på grund af blokader. - Det er de færreste, der er kommet i klemme og ikke har kunnet få deres børn passet gennem eksempelvis venner og familie, siger Birgit Ekstrøm. Hun mener ikke, at der er noget galt i, at kommunen tager betaling for noget, uden, at forældrene får noget for pengene. - Vi følger bare lovgivningen, siger rådmanden. En af de kommuner, som har besluttet at give penge tilbage til forældrene, er Ny Frederikshavn kommune. Her mener man ikke, at folk skal betale for en service de ikke får. - Vi fik en henvendelse omkring tilbagebetaling. Og rent logisk kan man sige, at når vi ikke har en udgift, så bør vi heller ikke have en indtægt på området, forklarer institutionschef i Frederikshavn Kommune, Lars Hoffmann. I Frederikshavn forventer man at skulle betale omkring 80 kroner pr. barn tilbage. Pengene vil blive modregnet ydelsen for enten november eller december.