Affald

Aalborg vil købe ejer ud af Nordens Grund

For at undgå eventuelle klager tilbyder Aalborg Kommune 40 mio. kr. for grund, som ejer vil bygge boliger på

Det er i område A, at Fjordparkgruppen vil bygge boliger. Initiativtagerne henviser til, at husene skal ligge mindst 250 meter fra rensningsanlægget, der ligger i venstre side af illustrationen. Men af frygt for eventuelle lugtgener fra kommende beboere er der stor modstand i Aalborg Kommune mod planerne. ILLUSTRATION: Fjordparkgruppen

Det er i område A, at Fjordparkgruppen vil bygge boliger. Initiativtagerne henviser til, at husene skal ligge mindst 250 meter fra rensningsanlægget, der ligger i venstre side af illustrationen. Men af frygt for eventuelle lugtgener fra kommende beboere er der stor modstand i Aalborg Kommune mod planerne. ILLUSTRATION: Fjordparkgruppen

AALBORG:Sagen om anvendelsen af Nordens Grund i Mølholm er gået i hårknude. Fjordparkgruppen vil gerne bygge boliger på området, men for at undgå eventuelle klager over lugtgener fra rensningsanlægget i bydelen vil Aalborg Kommune købe grunden. Men hvorfor vil kommunen bruge 40 mio. kr. af skatteydernes penge, når der aldrig kommer klager over lugt fra rensningsanlægget, spørger indehaverne af Fjordparkgruppen. Kontorlokaler og industribygninger på Nordens Grund er i dag lejet ud til en række virksomheder. Det vil dog være langt mere hensigtsmæssigt at omdanne det cirka 22 hektar store areal til et boligområde med en stor park, mener Fjordparkgruppen, som gerne vil opføre ni punkthuse mindst 250 meter fra rensningsanlægget. Modstanden mod boligplanerne hos Aalborg Kommune har betydet, at der efter ni års diskussioner endnu ikke er fundet en løsning, og nu har teknisk forvaltning og forsyningsvirksomhederne tilbudt Fjordparkgruppen 40 mio. kr. for at overtage området. Ifølge NORDJYSKE Stiftstidendes oplysninger skyldes det frygten for, at kommende beboere vil klage over lugtgener fra rensningsanlægget. Det undrer John Bo Nielsen, den ene af partnerne i Fjordparkgruppen, for gennem de seneste mange år har ingen beboere i området klaget over, at der lugter fra anlægget. - Miljøstyrelsen anbefaler en bufferzone fra rensningsanlæg til boliger på 150 meter. Men vi har sagt, at vi vil lave en bufferzone på mindst 250 meter, så vi forstår ikke, hvorfor kommunen synes, det er så stort et problem at bygge boliger på området. - Aalborg Kommune vil betale mange millioner kroner for en bufferzone, som de kan få gratis, siger John Bo Nielsen. - Jeg er også skatteborger, og jeg så da hellere, at kommunen brugte de penge på noget andet. Lars Fich, som også er med i Fjordparkgruppen, har ligesom John Bo Nielsen svært ved at forstå, hvorfor Aalborg Kommune er bange for lugtgener, der måske opstår engang i fremtiden. - Man skulle tro, at der i dag er store lugtproblemer i området. Men der er jo ingen klager fra beboerne i området, og der ligger huse tættere på rensningsanlægget end de boliger, som vi vil opføre, siger Lars Fich. Intet resultat Fjordparkgruppen og embedsmænd har gennem flere uger forhandlet om en løsning, der kan tilfredsstille begge parter, men forhandlingerne er brudt sammen, fortæller John Bo Nielsen Det skyldes, at Fjord- parkgruppen ikke kan acceptere kommunens tilbud på 40 mio. kr., for reelt vil der kun være 10-15 mio. kr. tilbage til ejeren. For kommunens tilbud indebærer, at ejeren selv skal fjerne de eksisterende bygninger på grunden, og samtidig skal sige farvel til en årlig lejeindtægt fra virksomheder. - Vi har haft en valuar til at vurdere området. Han mener, at arealet er 60-70 mio. kr. værd, og når vi er så langt fra hinanden, så nytter det ikke noget at fortsætte, siger John Bo Nielsen. Jørgen Bladt, som ejer Nordens Grund og er en del af Fjordparkgruppen, har dog endnu ikke opgivet håbet om, at selskabet får tilladelse til et boligprojekt. - Jeg krydser fingre for, at der er flertal bag vores forslag, når sagen kommer i byrådet.