Aalborg Vineyard på etiketten

Danskere laver vin i Marlborough på New Zealand

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Druerne er lige begyndt at vokse og vil inden høsten i april være blevet dobbelt store.

Mens januar er en måned med mørke og kulde i Aalborg, er det en helt anden sag på Aalborg Vineyard i New Zealand. Her er der vattede, hvide skyer på en ellers helt blå himmel og en temperatur i underkanten af 30 grader. -Vi har ikke haft problemer med frost i år, så det tegner til at blive en rigtig god sæson, hvis vejret holder et par måneder endnu, vurderer George Jensen. Han står ved de snorlige rækker af vinstokke med grønne druer. Det er små ti år siden, at han og konen, Pru Jensen, flyttede til Marlborough-distriktet. De byttede deres liv som flyleder og hospitalsmanager i millionbyen Auckland ud med en mere fredfyldt tilværelse på vingården. - Det gjorde vi efter, at børnene var flyttet hjemmefra, og det er sådan cirka den bedste beslutning, vi har taget i vores liv, slår George Jensen fast. De første vinbønder i Marlborough kom til i slutningen af 1970’erne. Distriktet ligger på den nordøstlige del af New Zealands sydø. Det er især kendt for vinen fremstillet af Sauvignon Blanc-druen, som giver en tør og frisk hvidvin. Navnet på ranchen kommer fra George Jensens danske familie. I 1923 immigrerede hans far og farmor fra Aalborg til New Zealand, da farmoren lod sig skille fra farfaren. Faderen døde, da George Jensen kun var et lille barn. -Vi kunne godt lide, at navnet på gården skiller sig ud fra de andre i området, og så var det en måde at holde min fars minde i live, forklarer George Jensen. Ifølge George Jensen har det været forholdsvis smertefrit at skifte motorstøjen i lufthavnen ud med vinen i Marlborough. Ranchen ligger i et område, hvor der for tusinde af år siden løb en flod. Derfor er jorden nu meget frugtbar. Fra gården leverer parret 130 tons druer om året, hvilket er nok til omtrent 130.000 flasker hvidvin. Forhistorien som flodområde har også gjort markerne med vinen fladere end pandekager og først langt ude i horisonten troner en mindre bjergkæde, der er dækket af let morgendis. Netop manglen på bakker var noget, som parret husker fra Aalborg. - Der var utroligt fladt, husker Pru Jensen. De besøgte deres nordjyske slægtninge for fem år siden, da de var på rejse i Danmark. George Jensen har en fætter i Aalborg, Jens Worm Jensen, der er tidligere ejer af en række bagerier. Han introducerede dem blandt andet for en aalborgensiske spiritus, som heller ikke er helt ukendt. - Jo, jeg kunne godt lide snaps. Min fætter serverede det for os, og jeg synes det var ganske fint, griner George Jensen, mens Pru Jensen bemærker, at hun nøjedes med at dufte til det. Her på gården i Marlborough har parret tidligere haft et københavnsk par på besøg, der kom tilfældigt forbi og spurgte til efternavnet Jensen. Det endte med, at de spiste Barbeque sammen om aftenen og parret overnattede på gården. Så George og Pru Jensen slår fast, at alle danskere er mere end velkomne til at kigge forbi Aalborg Vineyard i Marlborough. - Hvis de altså husker at købe vores vin, griner Pru Jensen. Den kan også købes i Danmark. Excellent Wine, Odense (tlf. 66189660) er importør. Den vejledende pris er 120 kr.