Aalborg ydmygede ond ånd og er i semifinalen

Magtdemonstration mod TTH Holstebro sendte Aalborg Håndbold

Thomas Jasper
Med en knusende sejr på 35-23 over TTH Holstebro er de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold klar til semifinalen. Foto: Martin Damgård
Aalborg Håndbold 1. maj 2018 20:03 - Opdateret 2. maj 2018 08:50

HÅNDBOLD: De forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold kommer også i denne sæson til at kæmpe med om medaljerne til det sidste.

Med en storsejr på 35-23 over TTH Holstebro sikrede Aalborg Håndbold sig tirsdag nemlig adgang til semifinalerne i kampen om det danske mesterskab.

TTH Holstebro har ellers udviklet sig til lidt af en ond ånd for Aalborg Håndbold, der alene i denne sæson havde tabt sæsonens første tre møder med vestjyderne.

Tirsdag aften var der dog ingen slinger i valsen for de forsvarende mestre, der sad på kampen fra start til slut.

Aalborg fik en vaskeægte drømmestart på kampen. Der skulle gå mere end syv minutter før TTH Holstebro fik scoret sit første mål, og her havde hjemmeholdet allerede etableret en føring på 5-1.

Aalborg kom også foran 7-1, inden TTH Holstebro så sig tvunget til at tage aftenens første timeout. Den hjalp dog ikke gæsterne stort, for hjemmeholdet var simpelthen bare mindst en klasse bedre.

I målet stod Mikael Aggefors forrygende, og når svenskeren endelig blev passeret, fik han som regel god hjælp af sine stolper, mens Aalborg i den modsatte ende scorede efter behag.

De forsvarende mestre viste et topniveau, som man sjældent har set det i denne sæson, og det gav en pauseføring på nærmest uvirkelige 19-9.

Den komfortable føring havde dog ikke fået Aalborg Håndbold til at gå ned i kadence i pausen. I anden halvleg fortsatte hjemmeholdet i stedet magtdemonstrationen, og seks minutter inde i anden halvleg var føringen udbygget til 24-10.

Hermed var kampen afgjort, og så betød det mindre, at TTH Holstebro kunne bruge den resterende del af kampen på at få pyntet en smule på resultatet.

Aalborg Håndbold spiller søndag ude mod Skjern i den sidste kamp i slutspilspuljen, men den kamp kan kun få indflydelse på, om Aalborg slutter som nummer et eller nummer to i puljen. Semifinalepladsen blev sikret med eftertryk tirsdag aften.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...