10-årig pige dræbt i tragisk ulykke ved Gug Skole
Pigen blev dræbt af en traktor i forbindelse med arbejde på skolens område
Opdateret 02. marts 2019 kl. 07:37
AALBORG: En 10-årig pige mistede fredag middag livet i en tragisk ulykke ved Gug Skole.
Ulykken skete i skoletiden omkring klokken 12.40, da pigen var i færd med en leg på skolens område.
Pigen befandt sig i et buskads, da hun blev påkørt af en traktor med påmonteret buskrydder, der arbejdede på skolens område, fortæller vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, Nordjyllands Politi.
Ulykke undersøges
Politi og redningsmandskab blev omgående sendt til ud til skolen, og her blev pigen fra Gug Skole erklæret død som følge af ulykken.
Nordjyllands Politi gik straks i gang med at foretage en undersøgelse af omstændighederne omkring ulykken.
- Vi skal, sammen med Arbejdstilsynet, have efterforsket de nærmere omstændigheder omkring ulykken, og hvordan den er sket. Vi skal blandt andet have talt med eventuelle vidner og føreren af traktoren, siger Anders Uhrskov.
- Derfor er det begrænset, hvad vi kan udtale os om på nuværende tidspunkt, tilføjer han.
Traktoren blev ført af en 23-årig mand.
Skole afspærret
Politiet afspærrede Gug Skole efter ulykken, og skolens ledelse tog sig straks af personale og elever.
- Vi har haft en god og tæt dialog med skolen, og det samarbejde fortsætter vi med resten af dagen, siger Anders Uhrskov
De pårørende til den 10-årige pige er blevet underrettet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.