19-årig blev røvet på banegården: To røvere blev anholdt kort efter

Et godt signalement fik hurtigt politiet på sporet af røverne

Arkivfoto

Arkivfoto

AALBORG:En 19-årig mand blev natten til fredag udsat for et gaderøveri i Aalborg.

Det skete kl. 03.19 ved banegården i Aalborg, hvor den unge mand blev passet op af to mænd, som med en kniv og en knust flaske i hånden truede den 19-årige mand til at udlevere et mindre kontantbeløb.

De forsvandt hurtigt fra stedet. Offeret ringede straks til politiet, og han kunne give et så godt signalement af de to røvere, at en patrulje blot 10 minutter senere kunne anholde de to mænd i krydset ved Boulevarden/Vingårdsgade. Det oplyser vagtchef Torben Larsen fra Nordjyllands Politi.

- De var både i besiddelse af en kniv, en knust flaske, og de penge, som de netop havde frarøvet den unge mand, så det var rigtig godt politiarbejde, siger vagtchefen.

De to mænd på 21 og 26 år er kendt af politiet i forvejen. De forventes at skulle fremstilles i et grundlovsforhør senere i dag med krav om varetægtsfængsling.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden