20-årig slog med økse: "Bare et hug, og du er færdig"
51-årig fik en flænge i brystkassen efter voldsomt slagsmål på Hobrovej
AALBORG: Et blodigt opgør - formentlig om euforiserende stoffer - er nu endt med, at en 20-årig mand er blevet idømt 10 måneders ubetinget fængsel for blandt andet at slå en 51-årig mand i brystet med en økse.
Slagsmålet fandt sted 12. april ved godt 14-tiden, hvor der indløb melding til politiet om slagsmålet, der opstod ved et hus på Hobrovej nær Mariendals Mølle.
Begge mænd blev angiveligt skadet i slagsmålet og måtte til behandling på skadestuen på Aalborg Universitetshospital, hvor den 20-årige kort efter slagsmålet blev anholdt.
Den 20-årige nægtede sig skyldig i tiltalen for slaget med øksen. Han hævdede i retten, at det var under kamp om øksen, at den 51-årige var blevet ramt i brystet af øksen.
Han kaldte det således i retten "selvforsvar", at han havde slået den 51-årige.
Det valgte retten dog at tilsidesætte, og den 20-årige blev idømt 10 måneders ubetinget fængsel for episoden, oplyser anklager Linda Jensen, Nordjyllands Politi.
Med i dommen var også en trussel mod den 51-årige. Her skulle den 20-årige ifølge anklageskriftet have sagt "Bare et hug, og du er færdig" eller lignende.
Han blev også dømt for ulovlig våbenbesiddelse og for at have været i besiddelse af en række euforiserende stoffer og grej til at videresælge stofferne.
Dertil kom, at den 20-årige i to situationer var blevet anholdt kørende i bil og påvirket af euforiserende stoffer.
Den 20-årige har siddet varetægtsfængslet siden et grundlovsforhør 13. april. Og han modtog dommen på de 10 måneders fængsel. Han blev efter retssagen løsladt til senere afsoning af den resterende del dommen - cirka syv måneders fængsel.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.