23-årige Malene våger over døende: - Det er en smuk oplevelse, fordi man ved, det er en person, der ville have været der alene

Malene på 23 er i sin fritid frivillig ved vågetjenesten, hvor hun våger over døende. Og det er ikke skræmmende, fortæller hun - tværtimod.

For Malene er det vigtigt, at ingen dør alene.

For Malene er det vigtigt, at ingen dør alene.

Man skal bare være der.

Sidde og kigge. Måske holde den døende i hånden og ae vedkommende lidt på kinden. For de kan godt blive urolige, når det er ved at være tid.

Oftest er det ikke sikkert, de ved, man er der, og ofte ved de det godt, selvom de ikke er i stand til at anerkende dig.

Men vigtigst af alt dør de ikke alene.

En overset skare melder sig frivilligt til at sørge for lige præcis det. En af dem er 23-årige Malene Gadegaard.

Da hun for to år siden valgte at melde sig som frivillig hos vågetjenesten, var det ikke med dirrende nervøsitet og en skræmthed ved tanken om at kunne være til stede, når livstaget løsnede sit greb omkring et menneske.

Det var med ro i sjælen og velvidende om, at det nogle gang er for det bedste, og at det ikke mindst er den naturlige vej for os alle.

Det er en smuk oplevelse

Malene læser til dagligt psykolog på Aalborg Universitet og er netop ved at færdiggøre sin bachelor.

Hun er interesseret i mennesker, fortæller hun, og især af dem, der er gamle.

Hun interesserer sig for døden, fordi det er noget, hun oplever som tabu. Vi snakker helst ikke om det, og det kan være hårdt at indse, at det er det eneste, vi rent faktisk er sikre på her i livet, skal ske.

I løbet af sine knap to år hos vågetjenesten hos Røde Kors har hun været ude på omkring 15 opgaver. Her er tre gået bort, imens hun har siddet ved siden af.

Den første gang var en speciel oplevelse, men det var også en smuk oplevelse, fortæller hun.

- Jeg tror, at mange vil tænke, det er en skræmmende oplevelse, når et andet menneske dør. Jeg synes egentlig, det er en smuk oplevelse, fordi man ved, det er en person, der ellers ville have været der alene. Så for mig personligt er det en rørende og smuk oplevelse at få lov til at have del i.

Som regel er de fleste gamle mennesker, men der er også mennesker helt ned til 50-års alderen, hvilket godt kan være lidt hårdt, for

- En person i 50erne er jo egentlig ikke så forbandet langt væk fra ens egen alder, siger hun.

Nogle er gamle og har haft et godt langt liv, andre er terminal syge. Nogle har en stor familie, der benytter sig af en våger, når de har brug for at trække stikket en nat, og nogle har ingen pårørende.

De sidste er der flest af, fortæller Malene.

Og i hvilken tilstand den døende er i, er meget forskelligt, fortæller hun også.

- Jeg oplever de borgere, jeg kommer ud til, meget forskelligt. Der er mange, der ikke er kontaktbare. Det er meget typisk, at de ikke kan kommunikere, men de kan godt verbalt give udtryk for, hvordan de har det. Oftest har dem jeg har været ude ved været så langt væk, at det ikke har været til at komme i kontakt med dem, og de er ofte meget urolige.

Vågevagt

Så hvordan foregår det helt konkret som våger?

- En rimelig normal vågevagt starter ved, at jeg kommer ud til enten det plejecenter eller den privatadresse, der er opgivet, og så bliver jeg mødt af enten anden våger eller plejepersonale, der sætter mig ind i, hvordan borgeren har det. Så går jeg ind og præsenterer mig selv for borgeren, selvom vedkommende måske ikke er kontaktbar, så personen ved, hvad jeg skal, og så borgeren kan få en fornemmelse af, at jeg er der. Så sidder jeg egentlig bare og holder borgeren i hånden, aer dem lidt på kinden, hvis jeg fornemmer, de er urolige, og ellers er jeg der simpelthen bare og holder øje med deres vejrtrækning, og hvordan de har det, fortæller Malene.

Man ved aldrig som våger, om vedkommende dør i løbet af vagten. Det er nemlig som regel en vagt af fire timers varighed, og der skiftes derfor ud i vågere flere gange dagligt. Det er heller ikke sikkert, man overhovedet når frem til sin vagt, før det er for sent.

- Det kan gå rigtig hurtigt, så man slet ikke når at komme ud til den opgave, man er kaldt til, eller der kan gå nogle dage, hvor der når at sidde forskellige vågere hos borgeren. Generelt er det, når borgeren er terminal syg, og man ved, der højst sandsynligt ikke er lang tid tilbage, at man bliver kaldt ud, fortæller hun.

Vi er ikke udødelige

Mange forbinder måske vågekone med en ældre dame. Dem med mere livserfaring og dem, der allerede har oplevet dødsfald tæt på. Det ligger måske også lidt i ordet. Og de findes også. Og selvom Malene kun har ganske lidt erfaring med dødsfald tæt på, er det ikke svært for hende at forholde sig til døden.

- Døden er noget, der gør sig gældende for os alle sammen, og for nogle af os kan det godt være, det er langt ude i fremtiden. Men jeg synes, det er vigtigt at forholde sig til det, for det er ikke noget, vi kan undgå, og jeg synes, det er bedre at få snakket om det og blive tryg ved tanken, end at man fortrænger det og pludseligt kommer til at møde den og har svært ved at håndtere det.

- Det har sat mit eget liv lidt i perspektiv, for man kan ikke undgå at blive bevidst om, at man selv skal dø. Jeg tror selv, jeg får den der følelse af, at jeg skal huske at nyde livet, imens jeg har det, siger hun.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.