Blufærdighedskrænkelse

26-årig fik nedsat straf for omfattende digitale krænkelser - men millionerstatning står ved magt

Vestre Landsret stadfæstede millionerstatning til flere hundrede kvinder, der blev krænket på nettet

AALBORG:En nu 26-årig aalborgenser fik nedsat sin straf en smule for sin rolle i en omfattende sag om digitale krænkelser af flere hundrede danske kvinder.

I landsretten blev han idømt fire måneders betinget fængsel, hvor han i Retten i Aalborg blev idømt fem måneder.

Til gengæld var der ikke noget at hente med hensyn til erstatningen til de krænkede kvinder. I byretten blev den 26-årige dømt til at betale torterstatning på 5000 kroner til 329 kvinder, der havde nedlagt påstand om erstatning. I alt omkring 1,6 millioner kroner.

Og det beløb holdt landsretten fast i.

Den 26-årige havde ellers anket dommen i håbet om at blive frifundet helt for torterstatning, og samtidig at få en mildere straf. Det var altså kun det sidste, der lykkedes.

Professionelt netværk

Sagen begyndte i 2017 hos Københavns Politi, hvor man kom på sporet at et stor onlinekatalog med billeder og videoer af seksuel karakter af flere hundrede danske kvinder.

Kataloget var professionelt opbygget, og selve kataloget lå på en hjemmeside med base i New Zealand og indeholdt en mappe for hver kvinde i alfabetisk rækkefølge.

De enkelte mapper var udstyret med en beskrivelse af indholdet i mappen, kvindernes fulde navn og hjemby. Det var denne indholdsfortegnelse, som den 26-årige aalborgenser var med til at lave ved at finde kvindernes profilfoto på Facebook.

Som belønning for sit arbejde, fik han nogle billeder.

I byretten tilstod den 26-årige sin rolle i sagen, og at det lykkedes ham at finde frem til 590 kvinder på Facebook, inden politiet kom på sporet af ham.

Manden havde aldrig selv adgang til selve kataloget og billederne, og det lykkedes heller ikke politiet at finde frem til bagmanden eller få adgang til selve kataloget.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.