26-årig stjal biler og adskillige alufælge fra bilforhandlere

Den 26-årige fik en dom så sent som i januar, og tirsdag blev han igen dømt for endnu flere tyverier

Carl Emil Nielsen
Arkivfoto: Torben Hansen
Tyveri 16. maj 2019 08:27

AALBORG: En 26-årig mand fra Aalborg har i gennem 2017 og 2018 begået adskillige tyverier fra autoforhandlere. Derudover har han stjålet mange liter dieselolie, kørt bil i stofpåvirket tilstand og kørt uden kørekort. Det oplyser senioranklager Torben Kaufmann Sørensen, Nordjyllands Politi.

Et af de større tyverier skete, da den 26-årige 5. juni 2018 brød ind i et autoværksted i Frederikshavn. Her tog han syv bilnøgler og fire bildæk, hvorefter han stjal en Mercedes og kørte væk derfra.

Omkring en måned senere 3. juli 2018 stjal han alufælge for 90.000 kroner fra udstillingsbiler hos en bilforhandler i Nørresundby. Senere på måneden brød den 26-årige ligeledes ind hos en bilforhandler i Nørresundby, hvor han stjal alufælge for 162.000 kroner.

Havde dom i forvejen

Den 26-årige blev idømt syv måneders fængsel tirsdag i Retten i Aalborg. Han havde i forvejen en dom på et år og tre måneders fængsel, som han fik i januar. Den straf fik den dømte for forhold, der lignede dem, han også blev dømt for tirsdag.

- I virkeligheden burde alle forholdene have været medtaget i retssagen tilbage i januar. Men der har været så mange forhold samlet set, at man blev nødt til at køre to retssager imod ham, siger senioranklager Torben Kaufmann Sørensen.

Dermed endte den 26-årige med at få en samlet straf på to års fængsel. Han ankede dommen til formildelse.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...