kræft

27-årige Mark Wood blev ramt af leverkræft: - Du har måske uger tilbage

I maj 2018 fik den dengang 27-årige Mark Wood konstateret leverkræft i stadie tre med beskeden om, at han kun havde kort tid igen. Det er 18 måneder siden.

Mark Wood i sygesengen. Privatfoto

Mark Wood i sygesengen. Privatfoto

AALBORG:Du har ikke måneder tilbage. Du har måske uger eller dage.

Døden.

En ting mange af os ikke har lyst til at tænke på, skal ramme os. Vi ved, den gør det en dag - bare ikke hvornår.

Men forestil dig så, at du som 27-årig får at vide, at du har uger tilbage. At du har en kræfttumor i og på din lever på størrelse med en håndbold. At alle behandlingsmuligheder er udelukkede.

Forestil dig så, at du 18 måneder senere sidder på din sofa. Slapper af. Ser Peaky Blinders. Tumoren er væk. Og du er rask.

Det lyder nok lige en tand for godt til at være sandt eller som hvis det var taget ud af en film.

Men det her er en historie om, at mirakler sker.

Maj 2018

Mark Wood er 27 år. Han er tilflyttet amerikaner, og han bor her med sin danske kone, Erika, som han forelskede sig hovedkulds i, da hun var på udveksling i Orlando tilbage i 2015.

Det var heldigvis gengældt.

- When you know it, you know it, siger han.

Mark er usandsynligt stærk. Hans hverdag centrerer om træning og om at være coach i Crossfit Aalborg.

De seneste otte måneder har han døjet med sygdom. Han skrænter mere, end han plejer. Og han er begyndt at få ondt i maven. Især efter et tungt løft får han ondt, og nogle gange er han nødt til at tage en pause, fordi han bliver svimmel og føler, at han skal besvime. Overtræning, tænker Mark.

Det er lidt irriterende, når han lige præcis nu faktisk peaker i sin træning. Aldrig før har Mark været så stærk.

Han har flere tusinde følgere på Instagram og flere fitness-sponsorater, der sender proteinpulver og andet kosttilskud til ham, og så har han lige slået verdensrekorden i dødløft med 375 kilo.

Alt er sgu egentlig meget godt. Men maven. Den skaber flere og flere problemer.

Det skal heldigvis vise sig, at det faktisk er godt, at det gør ondt lige nu. Du finder ud af hvorfor senere.

Først skal Mark lige squatte tungt. Han gør det og får det bagefter dårligt. Rigtig dårligt. Han kommer til sig selv, og lidt efter går han ind og underviser et af dagens crossfithold. Han viser dem, hvordan de skal lave en særlig øvelse, og i det sekund rammer mavesmerten, som den aldrig har gjort det før.

- Jeg følte en meget, meget skarp smerte i min mave, og at jeg skulle besvime. Jeg viste det ikke, for jeg ville ikke skabe panik blandt deltagerne på holdet, men jeg måtte bede Erika, som også underviser, om at komme og overtage, for jeg var nødt til at tage hjem, fortæller han og tilføjer

- Jeg gjorde alt, hvad det krævede for ikke at besvime.

Som hvis nogen stikker dig med en skarp kniv

Han har feber. 39,0 viser måleren. Mark tænker, at det nok er en forstrakt muskel, eller måske er en muskel blevet revet over. Det er ikke første gang.

- Du skal nok klare det her. Det skal nok blive godt igen, siger han til sig selv.

De næste 24 timer sover Mark i alt 30 minutter. Smerterne bliver værre og værre, og han kan ikke længere stå oprejst. Erika og hendes far, Brian, er så bekymrede, at Mark ikke længere har noget valg. Han skal til læge.

- Jeg havde så store smerter på vej til lægen. Det føltes som en skarp stikke-smerte. Som hvis nogen stikker dig med en skarp kniv, hver gang du bevæger dig.

- Da jeg sidder i venteværelset hos lægen, tænker jeg på, hvad det kan være. Jeg troede virkelig, jeg havde revet et eller andet op i min mave eller måske fået brok af en art.

De går ind. Og lægen spørger ham:

- Hvor gør det ondt?

Mark flytter sine hænder til lige under venstre ribben og viser, hvor han mærker den stikkende kniv og en stor bule stikke ud.

Mark spiller Nintendo Switch med sine venner, imens de venter på svar fra biopsi. Foto: Privat

Mark spiller Nintendo Switch med sine venner, imens de venter på svar fra biopsi. Foto: Privat

Lægen mærker nu selv efter, og med det samme ser Mark, at alt ved lægen ændrer sig.

- Jeg glemmer aldrig hans ansigtsudtryk. Jeg kunne med det samme se, at der var noget. Hele hans kropssprog ændrede sig med det samme fra ’det her er ikke så slemt’ til ’det her er slemt’.

- Jeg ved ikke, om det er noget, jeg er ikke kvalificeret nok til at kunne sige det, så jeg sender dig på sygehuset for at blive tjekket, siger lægen.

Sammen kører Mark, Erika og Brian videre til akutmodtagelsen på Sygehus Syd, hvor de tager røntgenfotos af Marks mave.

Der kommer svar, og han får en stue. Og så begynder Mark at tænke, at det er lidt mere end bare en overrevet muskel.

- Jeg har været på et hospital før, og når de fortæller dig, at du er nødt til at blive natten over, så er tingene lidt mere alvorlige. Så jeg vidste, at det var en opgradering af, hvor alvorligt det var, siger han med et alvorligt blik.

Og ja. Mark har været på hospitalet før. Da han var 18 år mistede han det yderste led af sin venstre pegefinger, da han fik den i klemme mellem en vægtstang og et stativ og som 24-årig slog han hul i hovedet og måtte sys, da han skulle lave en gymnastisk øvelse til træning. Året efter blev han ramt af en så alvorlig lungebetændelse, at hvis ikke lægen havde vendt om på parkeringspladsen og var kommet tilbage til operationsstuen, havde han ikke været her i dag.

I dag. På sin stue på Sygehus Syd. Klar til at tage endnu en kamp.

Tumor

Mark har det forfærdeligt. Han kan ikke længere kontrollere sin krop og har 40 i feber. Han ryger hurtigt ind i en CT-scanner. Og med store smerter venter de 24 timer på resultatet.

Og så træder lægen ind. Mark kan med det samme se på hende, at noget slemt er ved at ske.

- Det er første gang, hun fortæller mig, at jeg har en tumor. Og ikke bare en tumor indvendigt i leveren, men også en masse små uden på leveren. Det var det hårdeste. At gå fra at tro, at jeg kunne forlade hospitalet efter en dag eller to til at tænke okay, "hvad skal der ske nu?"

Men om tumoren er god-eller ondartet ved de ikke endnu. Og det giver også håb. Lægerne foretager flere CT-scanninger og en biopsi af leveren. Når de tager biopsi, tager de små bidder af leveren for at få fat på så mange celler som muligt. Og så begynder leveren at bløde.

icon

Lige så snart jeg fik det dårligt, og ligeså snart de begyndte at løbe rundt, tænkte jeg: Okay, der er en sandsynlighed for, at det her er de sidste par dage eller sidste par timer for mig

Mark Wood

Men Mark har i forvejen en lever, der bløder. For de smerter han kunne mærke, da han trænede, var fra sin lever, som blødte. Det var den blødende lever, der fik ham til lægen, og smerterne der gjorde, han bliver undersøgt nu.

Mange med leverkræft mærker slet ingen symptomer eller smerter, og det opdages først, når det er for sent. Så Mark er faktisk heldig.

Men når Marks lever i forvejen bløder, er der stor risiko for, at han vil bløde rigtig meget inde i maven, når de tager biopsi. Og det gør han.

- For at være ærlig, så var der en gang, hvor jeg helt alvorligt tænkte "okay, det var nok det".

- Jeg kom tilbage til stuen efter biopsi, og jeg skulle sidde i seks timer uden at bevæge mig. Jeg sidder der, og jeg kan mærke, at noget ikke er rigtigt, og jeg kan mærke, at jeg begynder at besvime.

Computeren, som Mark er forbundet til, begynder at bippe højt. Lægerne kommer flyvende ind, og de forsøger at skubbe enden af sengen op, så Marks ben skubber blod ned til hovedet. De haster ham på intensiv, hvor han får fire blodtransfusioner.

- Jeg tror, at da de tog biopsien, blødte jeg så meget, at mit blodtryk faldt rigtig, rigtig hurtigt. Lige så snart jeg fik det dårligt, og ligeså snart de begyndte at løbe rundt, tænkte jeg ”okay, der er en sandsynlighed for, at det her er de sidste par dage eller sidste par timer for mig”, siger Mark.

Mark ligger på intensiv i omkring tre dage, før han kommer tilbage på sin stue. Alting er lidt roligere, og det føles som om, at der måske stadig håb. At de kan fjerne tumoren, og alt kan gå tilbage til normalen.

Men det slutter desværre ikke der.

Leverkræft i stadie tre

- Der er intet, du kunne have gjort ved det, siger lægen.

Chokket rammer Mark, hans kone, familie og venner, der er til stede på hospitalsstuen.

- Baseret på hvordan du har levet, er der ingen måder, hvorpå du kunne have forårsaget det her. 18 måneder gamle babyer bliver ramt af denne form for kræft, fortsætter han.

Kort forinden sad Mark med sine venner og spillede på sin nye Nintendo Switch, som de tidligere på dagen havde givet ham i gave. Og nu fortæller lægen ham, at han har leverkræft i stadie tre.

Leverkræft stadie tre

En knude større end to cm, som er vokset ind i blodårer eller flere knuder i samme leverlap og nogle knuder, som er større end to cm. Desuden de knuder, der findes i en leverlap, men hvor der er spredning til lymfeknuder ved leveren.

I stadie tre har sygdommen ikke spredt sig til andre steder i kroppen, men er tit vokset ind i omgivelserne omkring knuden. I udvalgte tilfælde kan der foretages operation

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

- Hvad er mulighederne? Kemoterapi? Hvor lang tid har jeg tilbage? Hvor mange år eller måneder, spørger Mark lægen.

Lægen kigger på ham og siger:

- Du har ikke måneder tilbage. Du har måske uger eller dage. Det her kunne være næste uge.

Han giver Mark en dødsdom.

- Vi kan ikke foretage kemoterapi, fordi tumoren er for stor, siger lægen.

Og Mark spørger:

- Hvad med en operation?

- Der er ingen operation, tumoren er for stor, så selv hvis vi tager et lille stykke, vil den stadig være der, svarer lægen.

Mark spørger efter muligheden for en transplantation, og lægen giver endnu et nedslående svar.

- Du kan komme på listen, men det kan tage så lang tid, som du ikke har, siger lægen.

Vis dette opslag på Instagram

I’ve had a crazy life. I’ve gotten the opportunity to travel to so many cool places, meet so many amazing people, and spend the last 3 years with woman of my dreams. I’ve had had so many battles and, in each one, I’ve always come out on top. But, this will be the toughest battle yet: for those of you who don’t know, I’ve been diagnosed with a stage 3 rare type of liver cancer. I’ve got two tumors and the battle is now to prevent them from becoming larger. People have told me that I’ve been strong during this 14 day discovery period. But that’s really not the case: there’s no utility in sadness - there’s no benefit to me feeling sorry for myself. Yes, it is an unlucky situation: but I’ve had my time for sorrow. The only thing that will improve my condition is to continue pushing forward: sorrow and sadness will only kill me. There’s no giving up because that’s simply not an option. I might be dealing with cancer right now but I’m still the same guy with the same sense of humor. I’m not going to let this period define my life: this illness will only be a small chapter in my book. Im going to beat this and I’m going to do it with the the greatest support group in the world. Lift heavier. Laugh harder. Fight longer. #TeamStrongwood

Et opslag delt af Mark Wood (@teamstrongwood) den

Ventetid på to-tre måneder.

Hvordan ville du reagere, hvis du fik at vide, du snart skulle dø? Jeg forestiller mig, jeg ville gå i panik. Græde. Skrige. Tænke på alt det ligegyldige, jeg har brugt energi på, alt det jeg aldrig får set, og at jeg skulle sige farvel til alle dem, jeg elsker.

For Mark er det helt anderledes. Det sidste han tænker på, er sig selv. Han tænker kort på, hvorfor lige han er blevet ramt, men det ændrer sig hurtigt, for det hjælper ikke noget. I stedet tænker han på, hvordan han kan få det bedste ud af sine sidste dage, og hvordan han kan gøre det til en god tid for sine nærmeste.

icon

Jeg ville ikke have, at Erika skulle gå igennem sit liv ked af det, eller at mine forældre skulle begrave deres eget barn.

Mark Wood

- Hvis jeg udstrålede, at jeg skulle dø, hvilket eksempel ville jeg så være ved at sidde der og have det dårligt og beklage mig? Jeg ville ikke have, det skulle være deres sidste minde om mig, jeg ville have, de skulle huske mig som ham, der kæmpede til det sidste og som forblev positiv til det sidste, siger han og fortsætter

- Det var svært for mig, fordi jeg vidste, hvor ængstelig min sygdom gjorde alle omkring mig. Jeg ville ikke have, at nogle skulle opleve mig dø, jeg ville ikke have, at det var min indflydelse på nogle. Jeg ville ikke have, at Erika skulle gå igennem sit liv ked af det, eller at mine forældre skulle begrave deres eget barn.

Derfor fortsætter han som den glade Mark og udtrykker, både overfor familie, venner og på sin Youtube-kanal, at han er sikker på, at han nok skal slå kræften ned.

Men det er ikke sandheden. For Mark tror ikke på, at han overlever.

- For at være ærlig, troede jeg ikke på, at jeg ville overleve den situation. Men hvis jeg sagde andet og var i panik, ville det påvirke dem omkring mig, og jeg ville bare have, at de havde den bedste sidste tid med mig som muligt.

3
Marks tilstand var flere gange meget kritisk. Fotos: Privat Marks tilstand var flere gange meget kritisk. Fotos: Privat Marks tilstand var flere gange meget kritisk. Fotos: Privat

Marks tilstand var flere gange meget kritisk. Fotos: Privat

Mark bliver sendt til Aarhus Universitetshospital, hvor han skal tale med speciallæger i leverkræft om mulighederne for behandling af kræften, selvom lægen på Sygehus Syd udelukkede dem.

Til mødet spørger lægerne ind til Marks livsstil, blandt andet hvorvidt han drikker og ryger.

- Ved det første møde prøver de dybest set at finde ud af, om man er en god kandidat til at få en transplantation, fortæller han.

På trods af sin dødsdom giver Mark ikke bare op. De muligheder der er, griber han. Og der er to. Den ene er TACE kemoterapi, der behandler lokalt på leveren, men hvor effekten er meget lille grundet tumorens størrelse. Den anden er en levertransplantation med en ventetid på to-tre måneder.

- Så det var en svær situation, fordi vi havde en mulighed i den ene hånd, som muligvis ikke ville virke og en anden mulighed, som der sandsynligvis ikke ville være nok tid til, siger Mark.

- Lægerne i Aarhus sendte mig til København for at få mig på transplantationslisten, fordi det er dem, der rent faktisk skal foretage operationen. De undersøgte mig gennem tre dage for at være sikre på, at jeg mentalt var i stand til at modtage en transplantation.

Er det nu?

12 timer efter, at Mark er kommet hjem fra København, ringer hans læge fra Aarhus Universitetshospital og fortæller, at han er kommet på listen. Hun fortæller også, at de vil starte med TACE kemoterapi for en sikkerheds skyld, fordi det kan tage op til tre måneder at få et match på en lever. Måneder som Mark ikke har i banken.

Fem dage efter at Mark er kommet på listen, er han sammen med sin ven. I morgen skal han i gang med kemoterapi. Og når han er begyndt på den behandling, er transplantationen ikke længere en mulighed.

Mobilen ringer fra et ukendt nummer. Mark tænker:

- Måske er det forkert nummer.

Han kigger på sin ven, som også kigger på ham, og så kigger de på telefonen. Og så siger han:

- Er det nu?

Han tager den, og i den anden ende siger en mandlig stemme:

- Jeg har nogle gode nyheder til dig. Vi har fundet en lever. Du skal komme til København med det samme.

Cirka 60 til 86 dage før forventet. Og dagen inden det var for sent.

Adrenalinen pumper i Marks krop. Hans ven pakker hans Nintendo Switch, tager tandpasten og råber:

- Husk at tage din tandbørste, Mark!

icon

Og selvom jeg vidste, at jeg i forvejen ikke havde meget tid tilbage, gik det meget op for mig, at det her kunne være min sidste køretur. Det kunne være sidste gang, jeg kiggede på min kone.

Mark Wood

De krammer hinanden farvel, og Mark og Erika sætter sig ind i bilen, der holder for at hente dem.

- Den køretur var den mest surrealistiske oplevelse. Ja, det var fantastisk at jeg skulle have en transplantation, men nu kom alting også til et kritisk punkt. Der er en risiko for, at man ikke klarer den efter en transplantation, siger han og tilføjer.

- Og selvom jeg vidste, at jeg i forvejen ikke havde meget tid tilbage, gik det meget op for mig, at det her kunne være min sidste køretur. Det kunne være sidste gang, jeg kiggede på min kone.

De bliver vist ind i det samme rum, de var i for under en uge siden. Nervøsiteten fylder rummet, og sygeplejerskerne gør alt, hvad de kan for at gøre det mere afslappet.

Mark er nervøs. Han ved, at der er en risiko for, at de må lukke ham igen uden at give ham en ny lever. For viser det sig, at kræften har spredt sig, giver de den til en anden. Og så er der også en risiko for, at han ikke vågner igen.

- Jeg sidder og joker hele tiden, men i mit hoved flipper jeg ud en lille smule. Alle var så rolige inde på operationsstuen, at det også gjorde mig mere rolig. Jeg sidder og kigger over på min kone, og jeg kan kun forestille mig, hvad der går igennem hendes hoved, fortæller han om ventetiden og tilføjer

- Klokken nærmer sig to om natten, og jeg skal køres ind på operationsstuen. Turen dertil var så surrealistisk, og jeg ligger der og tænker ”okay, er det sidste gang, jeg ser ting nu?”.

Han kysser sin kone farvel og bliver lagt i narkose.

Og så vågner han.

En ny chance

Han vågner til den perfekte dag. Det er højsommer, solen skinner og lyser rummet op. Erika sidder på venstre side og Brian på højre side. Mark tager mod til sig og spørger:

- Fik jeg leveren?

Ja, alt gik godt.

- At de fortæller mig, at alting ordnede sig, var bare den bedste følelse i verden. Jeg kan ikke engang beskrive, hvor vildt det var at gå fra at have fået en dødsdom til at skulle leve, og alting var fint igen, fortæller han og fortsætter.

- Det vildt, for i 20’erne tænker man altid langt frem. I det øjeblik, du får at vide, du har kræft, bliver ens tanker om job, karriere og alt andet skåret ned til uger, dage og minutter. Og lige så snart de så fortalte, alt var godt, så tænkte jeg langsigtet igen.

Mark har store smerter, men dagen efter transplantationen kommer han op og gå igen for at få blod ud til benene.

- Alt føltes godt, og jeg havde det godt. Jeg vil aldrig glemme, at indtil da havde tumoren været så stor, at jeg kunne mærke den, når jeg lå på maven. Det føltes som om, jeg havde en bold derinde. Og da jeg skulle stå op for første gang, var alting tilbage ved normalen igen. Det var så mærkeligt.

Kirurgen havde fortalt Brian, at var der gået en uge mere, ville Mark ikke have klaret det, fordi tumoren var på størrelse med en håndbold.

- Jeg ville have været død alene på grund af det pres, som den forårsagede på mine indre organer, fortæller han.

Kræften gav mig på en resetknap

Men Mark lever. Og det gør han stadig 18 måneder senere. Hver dag tager han medicin, der holder ham i live og sørger for, at kroppen ikke angriber leveren. For bare en måned siden var han på tre slags medicin, nu er han på to. Med tiden skal han kun være på et.

Og så har han lige været til sin seneste CT-scanning.

- Hvis du kommer igennem det første år uden at have været nødt til at tage på hospitalet, stiger femårs-overlevelsesraten til omkring 70 procent. Det sværeste i forhold til leverkræft er at undgå, at det kommer igen, og lægerne sagde til mig, at hvis jeg kunne komme igennem alle CT-scanningerne i løbet af det første år uden tegn på kræft, og uden at komme på hospitalet med feber, så er man mere eller mindre sikker på, at det ikke kommer tilbage.

Mark har ikke været på hospitalet med feber, han har været rask lige siden. Og hans seneste CT-scanning, foretaget i november, slog det også fast: Mark er rask.

Men for Mark har det ikke ændret alverden, at han blev så alvorligt syg.

- Jeg synes ikke, at min måde at tænke på har ændret sig, siden jeg fik kræft. Jeg har aldrig taget noget for givet. Der er sket så mange ting i min barn-og ungdom, at jeg på en eller anden måde allerede var forberedt på, at livet går skævt, og at der sker lorteting. Der er så mange ting, man kan fokusere på for at gøre ens dag værre. Hvis man bare kan finde nogle ting til at gøre ens dag bedre - så gør det.

Og så har Mark også set sit sygdomsforløb som en chance for at starte på ny og blive set som den, han faktisk er. Derfor er Mark i september startet på en kandidat i International Relations på Aalborg Universitet.

- Før kræften kendte folk mig som en, der løftede vægte, og det var mit sprog. Ingen kendte mig rigtigt, men man vil jo stadig gerne have, at folk ser på en som et intelligent menneske. Kræften gav mig på en måde en resetknap, fordi alt styrken forsvandt, og folk ikke kun så mig som ham der løftede tungt, men som han der var i stand til at klare den her situation.

- Når jeg er i skole, kan jeg bare være supernørdet. Det er gået fra at være i træningstøj hele tiden og træne til at tage på AAU og klare sig godt. Det er vildt, siger han smilende.

Og så er der lige det, mange af os danskere måske er gode til at tage for givet.

- Specielt efter at have haft kræft, har jeg indset, hvor vigtigt det er, at jeg har de ting, jeg har i Danmark. Hvis jeg havde været i USA, da jeg blev syg, ville jeg ikke have været i live. Transplantationslisten ville have taget for lang tid, og jeg ville nok have været nødt til at betale 750.000 dollars (4,2 mio kr. red.) for at forblive i live.

- Jeg tror, folk glemmer, hvor heldige de er at leve i Danmark, slutter han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst