Efterlyst i tre år: Sigtet for drabsforsøg i Frederikshavn - nu er han fængslet
Drabsforsøget fandt sted i Frederikshavn for tre år siden
Opdateret kl. 11:48
En 38-årig mistænkt bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han er sigtet for drabsforsøg efter mere end tre år som efterlyst. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
2. marts 2022 klokken 00.47 skete der et voldsomt overfald på gaden i Frederikshavn. Her blev en på det tidspunkt 25-årig mand stukket med en kniv samt slået med et slagvåben.
Nordjyllands Politi indledte straks en efterforskning af disse alvorlige omstændigheder, og dét førte frem til mistanke rettet mod fire mænd, hvoraf de tre af mændene i tiden umiddelbart efter overfaldet blev anholdt, fængslet og senere idømt fængselsstraffe i sagen.
Efterlyst internationalt
Den fjerde person – som i dag er 38 år – blev i forbindelse med efterforskningen efterlyst; og da der forelå oplysninger om, at han var udrejst af Danmark, så blev den mistænkte mand også efterlyst internationalt.
Manden er senere blevet anholdt i Libanon; og natten til mandag er han blevet udleveret til Danmark og overdraget til Nordjyllands Politi og fløjet til Nordjylland.
Al lokal efterforskning i sagen har været ledet af politikommissær ved Nordjyllands Politi, Peter Skovbak:
- Efterforskningen i denne sag har været omfattende og langvarig – og jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu kan få også denne mistænkte retsforfulgt – og således opnå rettens sidste afgørelse i denne voldsomme sag, siger han
Nordjyllands Politi kan af hensyn til det videre arbejde ikke oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.
Den 38-årige mistænkte mand fremstilles i grundlovsforhør i dag klokken 9 ved Retten i Hjørring. Sigtelsen lyder på forsøg på manddrab.
Tirsdag middag oplyser TV2Nord, at manden er blevet varetægtsfængslet frem til 5. august efter grundlovsforhøret ved Retten i Hjørring.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.