AaB henter nordmand

Nordmanden skifter fra Sverige til Danmark

Daniel Granli får trøje-nummer 31 i AaB. Foto: AaB

Daniel Granli får trøje-nummer 31 i AaB. Foto: AaB

AALBORG:AaB har for resten af indeværende kalenderår lejet 26-årige Daniel Granli i AIK Stockholm.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Han er forsvarsspiller og kender AaB's sportschef ganske godt. AIK hentede ham nemlig i Stabæk, hvor Inge André Olsen var sportschef.

- Vi har i sagens natur et indgående kendskab til Daniel Granli, og vi er glade for i første omgang at tilknytte ham på en lejeaftale, siger Inge André Olsen.

- Daniel er en hurtig og dygtig forsvarsspiller, der også er god på bolden, og så er han alsidig og kan dække næsten alle pladser i forsvarskæden, hvilket helt sikkert vil styrke os.

Selv glæder nordmanden sig til at skifte fra den svenske hovedstad til Aalborg.

- Jeg kender jo Inge fra tidligere, og da jeg hørte om AaB’s henvendelse, var jeg straks interesseret i at tage næste skridt i min karriere, siger han.

- Derfor glæder jeg mig over at have fået denne mulighed. Jeg deler klubbens ambitioner om at være en del af toppen i 3F Superligaen, og jeg vil gøre alt for at bidrage bedst muligt til holdet, lyder det fra Daniel Granli.

Inden skiftet havde han også samtaler med en anden nordmand i AaB.

- Jeg har kun hørt godt om klubben og byen, og dette blev også bekræftet af mine samtaler med Iver (Fossum, red.), der virkelig trives her.

Daniel Granli nåede at spille 32 officielle kampe for AIK Stockholm. Inden havde han spillet 144 officielle kampe for Stabæk. Han har også en enkelt U/21-landskamp på CV’et.

Han er udset til at dække ind på positionerne i højre forsvarsside og i midterforsvaret.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.